Kampen om København
Bogen Kampen om København fortæller om magtkampen i hovedstadens gader fra 1870 til 1901. En tid hvor Socialdemokratiet, Venstre og Højre hver især førsøgte at erobre byrummet. Hver med deres ideologisk betingede samfundssyn og vision for byens og i sidste ende Danmarks fremtid.
Den 21. marts 1848 gik det første moderne politiske optog gennem Københavns gader. Det var anført af de nationalliberale. 10.000 københavnere deltog. Kravet var en ny forfatning. 5 juni 1848 gav Frederik VII efter og underskrev Grundloven, der udstak principperne for demokratiet – set med nutiden øjne i en eksklusiv udgave, der kun gav stemmeret til en mindre del af befolkningen.
Herefter startede en kamp om det indførte demokratis indhold og rammer. Det var en politisk kamp om fordeling af magt, der for alvor tog fart i 1870erne. Perioden kendes som Forfatningskampen. Det er denne periode Jens Toftgaard tager fat på i Kampen om København.
Kampen om forfatningen
Forfatningskampen stod mellem kongen, de konservative samt de nationalliberale på den ene side. Venstre og den gryende arbejderbevægelse dannede oppositionen.
– “Under forfatningskampen var stridens centrale arena Rigsdagen, hvor skillelinjerne blev trukket skarpt på. Hvad der begyndte som løse politiske grupperinger, blev til mere og mere formaliserede partier og faste blokdannelser. Når historikere i dag skal undersøge forfatningskampen, fokuserer de ofte ensidigt på Christiansborg-politikken med dens skarpe retorik, skiftende forhandlingsforsøg, politiske alliancer og personlige intriger mellem de ledende mænd. Men striden mellem de konkurrerende samfundssyn, som Rigsdagens to blokke repræsenterede, rakte ud over Rigsdagen og prægede hele samfundet – endda i så voldsom grad, at det til tider udspændte nationens sammenhængskraft til bristepunktet”. (Kampen om København, side 6)
I 1971 stiftedes “Den Internationale Arbejderforening for Danmark” med Louis Pio, Harald Brox og Poul Geleff som ledere. Fra første dag var arbejderbevægelsen under overvågning fra myndighederne. Politiet sendte meddelere til bevægelsens møder og forsøgte til stadighed at infiltrere bevægelsen med politispioner. I begyndelsen af perioden havde arbejderbevægelsen svært ved at få myndighedernes tilladelse til at gå i optog gennem byen. Byens rum var til gengæld let tilgængelig for Højre.
Venstre havde flertallet i Folketinget, med tiden dog i koalition med Socialdemokraterne. For at omgå flertallet brugte Højreregeringen Grundlovens bestemmelser om provisorisk lovgivning.
Kongen, borgeren eller folket
Partierne, Højre, Socialdemokratiet og Venstre strides om at lave de største optog gennem København. Optogene skulle vise partiernes bud på fremtidens København – og fremtidens Danmark. Skulle det være kongens København, folkets København eller borgernes København?
Jens Toftgaard beskriver optogenes udvikling. Hvordan Grundlovsdag bliver det centrale omdrejningspunkt for partiernes politiske markeringer i byrummet. De tre politiske grupperinger havde hvert sit indhold i Grundlovsoptoget. Højre fejrede Grundloven i deres tolkning, kongen, fædrelandet og markerede deres støtte til Estrup-ministeriet.
Venstre stod svagt i hovedstaden, men arrangerede det enkelte optog. De markerede bondens frigørelse fra stavsbåndet, Grundloven, fædrelandet og kritiserede de provisoriske love.
Socialdemokraterne markerede deres tolkning af Grundloven og iscenesatte et alternativt samfund, hvor arbejderne var i centrum.
I sidste ende måtte kongens København vige for folkets København. Det er lykkedes for Jens Toftgaard at beskrive forfatningskampen fra en ny vinkel. Med fokus på kampen om Københavns gader, fortæller han en anden del af historien om skabelsen af det moderne, borgerlige demokrati. Historie bliver desværre lidt for løsrevet og kan ikke stå alene som indgang til emnet.
Toftgaard, Jens
Kampen om København : Magt og demokrati i byens rum 1870-1901. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2008. 175 sider, ISBN: 978-87-87739-56-6.
Bibliotek.dk
Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2009, nr. 1.