Når Bach møder punken

Sune Køter beskriver selv JSFuck & the Hippies from Hell’s musik som ekstremrock. Modkraft Kultur mødte ham til en snak om musik, kreativitet og Ungdomshuset.

Sune Køter, aka Sune Carlsson Kølster, er bedst kendt fra bandet Guddommelig Galskab. Sammen med dem, har han spredt larm og glæde i det københavnske punkmiljø gennem en dekade. Nu er han aktuel med projektet, JSFuck & the Hippies for Hell og pladen “Set på tv”. Det er konceptmusik med politisk kant og intelligens.

“Set på tv” følger sendefladen på stationen JSFuck – Jeres Station For Underholdende Commercial Kultur. I programmet Tid til forandring fremlægger regeringen fremtidsplanerne for samfundet. I Terror kigger stationen på, hvad almindelige mennesker kan gøre i kampen mod terror. Der er kultur i Danske Flag – så længe vi hejser det danske flag, skal det nok gå. Aftenens storfilm er Krig om kampen for demokrati i Irak.

Ud over at være en forkortelse, er navnet JSFuck en sammentrækning af JS Bach og fuck. Den tænkte musik og den umiddelbare punkattitude sammensmeltet i et navn.

At smelte det bedste sammen

Modkraft Kultur mødte Sune Køter i hans ministudie på Vesterbro. Han snakker sig varm og kommer med en længere udredning om musik og værket “Set på tv”:

– Jeg kalder det ekstremrock. I bund og grund er det rockmusik. Rocken har to modsætningsfyldte retninger. Den rå rock. Primatrock. Dens tidslinie er rock ‘n’ roll, de tidlige rockbands, den tidlige metal og punken. Ikke så meget bullshit. Tre akkorder. En æstetik, der handler om energi og om at trykke den af. Koncerten er en central del af musikken.

– Den anden del er den progressive rock, der fik vind i sejlene omkring ’68. Her findes også meget af metallen. Det er en mere intellektuel tilgang til rock. Her er rock aftageren til den klassiske musik. En kompositionsindgangsvinkel. Det er sådan noget som Pink Floyd og deres store albums. Forskellig tilgang til musikken, er en af grundene til, at der altid har været krig mellem punk og metal. Det, selv om det musikalsk udtryk minder meget om hinanden.

– Det jeg vil med JSFuck & the Hippies from Hell, er at tage det bedste fra de to ting og smelte det sammen. Jeg har altid hørt meget punk og hardcore. Jeg har også hørt meget progressivt rock og klassisk musik. Jeg hører ekstremt mange forskellige ting.

Punk, tømmermænd og Bach

Det lille studie ligger i en baggård på Vesterbro. Pladsen er trang, og det lille lokale er overfyldt med elektronik og strengeinstrumenter. Det må være godt lydisoleret, for vi kan ikke høre den omkringliggende by og dens liv. Sune Køter fortsætter den musikalske udredning:

– Jeg er af den holdning, at der ikke er noget rigtigt og forkert musik. Punkere, der siger lortemetal og lorte prog-rock, eller snoppede metallere, der siger, »de kan ikke finde ud af at spille«, om punken. Jeg har aldrig forstået den. Det er lige som at vælge mellem jordbær og hindbær, siger Sune Køter og trækker modsætningerne længere tilbage i historien:

– Det er musikhistorisk. Det kan føres tilbage til konflikten mellem folkemusikken og den klassiske musik. Det er fuldstændig forskellige æstetiker om musik. Folkemusik er social interaktion. Musik opstår i øjeblikket. Det er lige nu, der er nogle, der står med nogle instrumenter, og der er nogle som danser.

– Den anden starter med den kirkelige musik, den polyfone sang. Musik er kunst, en måde at beskrive kosmos på. Det er nedskrevet, det er en komponists tanker, siger Sune Køter, der har en bachelor i musikvidenskab fra Københavns Universitet.

Under uddannelse beskæftigede han sig bl.a. med punken og skrev to opgaver om emnet. Men studiet bød også på andet end tre akkorder og el-spade:

– Jeg startede på musikvidenskab, og havde gået der et par uger. I weekenden spillede jeg med Guddommelig Galskab på en skurvognsplads i Hamburg. Der er Gaußplatz, som er en bumset squat-plads, og så er der stedet, hvor dem som er smidt ud af Gaußplatz bor. Dér spillede vi.

– En skurvognsplads mellem motorveje og togbaner. In the mittle of fucking nowhere. Vi havde spillet i Ungeren dagen før, og jeg havde brækket foden. Vi troede, vi skulle spille til en festival og så viste det sig, at vi var det eneste band. Kontrasten mellem at stå dér og komme hjem om mandagen med tømmermænd og analysere Bach på universitet – det var vildt.

– Begge dele er musik og mega fedt. To forskellige verdener, der intet har med hinanden at gøre, men man må kunne forene det fede af begge ting.

Ekstremrock på noder

“Set på tv” er udgivet på 600 selvfinansierede vinylplader. Numrene kan desuden købes som download på Internettet. Konceptet virker meget gennemarbejdet. Hvert nummer præsenteres som et tv-program med en appetitvækker trykt på coverets bagside. Som et tv-tillæg til en avis. Der er sammenhæng mellem musik, tekst og visuel kunst. Sune Køter fortæller om tilblivelsen:

– Halvdelen af numrene havde jeg lavet, før konceptet opstod. Jeg har ikke haft det hængende over hovedet hele tiden. Det har kun været der på de seneste numre, men jeg har ikke ladet mig binde af konceptet.

– Det vigtigste for mig er at lave nogle numre, der er fede. Nummeret Terror er det sidste nummer, jeg lavede. Det er komponeret meget Bach-agtigt, meget polyfont. Både korstykket i midten og syrestykker, der kommer bagefter. Guitaren går i en rytme, trommerne i en anden. Sangen laver noget helt tredje og keyboardet noget fjerde. Det er alt sammen i forskellige taktarter.

– Jeg lavede det på noder. Når man gør det, zoomer man meget ind på idéerne og prøver at få dem til at passe sammen. Jeg havde terror-tingen for øje. Paranoia og uforudsigelighed. Det at have nogle stikord til den kunst man skaber. Resten er musikalitet. Her har jeg været meget bevidst om konceptet.

– Da jeg fandt på “Set på tv”-konceptet, røg en masse numre ud til højre. Det var en anden historie, de fortalte. Det bliver nok til en plade, der hedder “Sex, drugs and rock ’n’ roll”.

Rollen som fascistoid tv-vært

Ud over Sune selv og musikerne fra The Hippies form Hell medvirker en lang række kunsterne på pladen. Peter Peter, Flemming Rasmussen, Rasit Avci blot for at nævne et par navne. Spillestedet Stengade 30 på Nørrebro var vært for »Set på tv’s«-release party. En koncert, hvor pladen blev spillet. Stort sat op med videoshow og en forsanger i jakke og slips.

Besætningen var næsten dem samme som på studieoptagelserne. Det var en unik oplevelse, som ikke genudsendes. Men JSFuck & the Hippies from Hell vil gerne ud og spille igen.

– Peter Peter var ikke med, han havde ondt i ryggen. Så var der nogle korsangere med live, som ikke var med på pladen. Det var en ret specielt set-up.

– Da vi spillede på Stengade, havde jeg for første gang fornemmelsen af, at scenen var for lille. Når jeg har spillet med Guddommelig Galskab, har jeg haft fornemmelsen af, at den var for stor. Guddommelig Galskab er så nærhedsbaseret. Der er meget interaktion mellem publikum og os.

– I Stengade havde jeg følelsen af, at det kunne være fedt at lave det på en stor scene, helst et stadion. Vores plan er at komme ud og spille en masse. Så må vi se, om det bliver Loppen eller Parken, siger Sune Køter med et glimt i øjet og fortsætter:

– Vi havde øvet tre gange før koncerten. Vi var enige om, at det vigtigste var, at det virkede, at vi gik ud og lavede en mega fed koncert. Om vi laver de samme lækre ting som på pladen, det er lige meget. Det vigtige er, at vi trykker den af og får pladens ånd ud.

– Det gik op for mig, da jeg gik op på scenen i skjorte, slips og jakke, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Det var den store panik-krampetrækning. Jeg løb rundt og fyrede en masse lort af og var ved at skide i bukserne af skræk. Jeg spillede rollen som fascistoid tv-vært til hudløshed.

– Koncerten var meget mere rå end pladen. Vi havde gruet for den koncert, for det vi havde lavet på pladen, kunne vi ikke spille live. Det gjorde vi heller ikke. Det er pointen. Vi skulle ikke prøve at spille pladen.

Ungdomshuset betød alt

Sune Køters aktivitet på punkscenen har haft Ungdomshuset på Nørrebro som omdrejningspunkt. Naturligvis, fristes man til at sige. Ungdomshusets rydning den 1. marts aktualiserede flere numre på “Set på tv”. For eksempel “Blod”, en sang om frygten for at miste, politibrutalitet og døde demonstranter. Sune fortæller:

– Musikken til pladen var færdig, da Ungeren blev ryddet. Lige pludseligt var der en masse ting, der gav endnu mere mening. Sangene blev lidt for virkelige. Lidt creepy. »Blod« var det tidligste nummer. Det skrev jeg før topmødet i 2002. Jeg havde været i Göteborg, hvor en demontrant blev skudt. Der havde været Genova, hvor én blev kørt over af politiet. Jeg havde noia over, hvad der ville ske. Fuck mand, hvordan reagerer man, hvis ens bror blive skudt af panseren. Det er et eksempel på et nummer, der ikke er tænkt ind i konceptet.

Rydningen af Jagtvej 69 har haft en stor betydning for mange mennesker. Et fristed, et kulturhus, et socialt åndehul er forsvundet. Sune Køter er ikke uberørt:

– Ungeren har altid været en eksplosiv energi. Folk er ikke nødvendigvis de skarpeste knive i skuffen, og tænker ikke vildt langsigtet. Det er det der med at stille sig op på scenen og fyre den af, eller lave noget mad, eller en demonstration.

– Hvis du har en kæmpe kreativ energi, og du sprænger rammerne, som det lige er sket…
Sune Køter holder en kort pause og fortsætter:

– Det er det dummeste, politikerne nogensinde har gjort. Der er 700 mennesker i København, som er anholdt. Enhver københavnsk familie har et eller andet medlem, der blev arresteret. Det er en promille af byens befolkning, der har været inde at sidde – og det er kun dem, der har været arresteret, siger han, og fortsætter beretningen om huset og dets betydning:

– Ungdomshuset har betydet alt for mig. Det var min legeplads. Man vokser op i samfundet med en masse forestillinger. Som musiker er det forestillingen om, at man skal have en pladekontrakt, hvis man vil ud og spille. Man skulle arbejde sig op gennem et hierarki. I Ungdomshuset var alt fladt, man kunne gå ind til et mandagsmøde eller et bookingmøde og sige, “jeg vil spille, hvornår kan jeg det”.

– En ting er at spille i et øvelokale eller sidde hjemme og skrive sange med en akustisk guitar. Det med at komme ud og få prøvet dit musik for et publikum – det er det, det handler om. Det er der, den fede musik opstår. Ungeren har været realiseringen af mine drømme. En konkretisering. Det handler om at tage de ting, man har i hænderne og fyre den af.

Efter interviewet er afsluttet, er der lige tid til en håndbajer på Enghave Plads. Her bliver baggrundsmusikken leveret af lokale bumser, der spillede rock ’n’ roll på en akustisk guitar. Inden springvandskanten indtages, kommer Sune Køter med en sidste kommentar:

– Min musik er et total-maleri af tyvstjålne idéer. De fleste af dem er ubevidste. Der er en grund til, at der ikke var nogle i stenalderen, der lavede punkrock. Det var fordi, der ikke var nogle, der havde hørt punkrock. Ligesom »Set på tv« er mit udtryk af mit indtryk af tv, er mine kompositioner mit udtryk af det indtryk musik har givet mig. Der vil automatisk poppe en masse ting op.

– Jeg tror ikke, mine kompositioner kommer fra universet eller gud. De kommer fra Elvis, Bach, Beatles og what ever. Jeg har konsumeret en masse musik ind i mit hoved. Det er sunket ned i min underbevidsthed, og så popper det op derfra på en ny måde.

JSFuck & the Hippies from Hell
Set på tv. Bedre Musik, 2007.

Fakta:
JSFuck & The Hippies From Hell består, udover Sune Køter på sang, af Hjalte Amundsen (Katar Køter) på bas, Troels Drasbech (Die Dumme Dänen) på trommer og Mads Wegner (Tue West, Anne Linnet, The Storm) på guitar og Mads Heldtberg (Düreforsög, The Bleeder Group) på guitar.

Kilde: Modkraft Kultur. 3. juli 2007.