Kulturkamp med dobbelt-stor-tromme og vrede

Selv om Machine Heads sang “Clenching the Fists of Dissent” agiterer mod Irak-krigen, kunne den godt fungere som soundtrack til massedemonstrationerne mod G8-topmødet i Rostock.

For sjette gang har Machine Head sendt et studiealbum på gaden. Cd’en, der er fuld af fart og intensitet, hedder The Blackening. Det er en en selvskreven kandidat til årets metalplade.

Det amerikanske band åbner The Blackening med anti-krigssangen Clenching the Fists of Dissent:
“They say that freedom isn’t free / It’s paid with the lives / of sons and families / Cause blood is their new currency / And oil pumps the heart of money / So fight as one / Without a fucking gun / Words are the bullets to this revoution / Use your pain / The battelgrounds, the streets are ablaze”.
Selv om sangen agiterer mod Irak-krigen, kunne den godt fungere som soundtrack til massedemonstrationerne mod G8-topmødet i Rostock.

Andet nummer, Beautiful Mourning, har et mere personlig indhold og handler om et trip, forsangeren var på som ung.
Sådan tegner resten af albummet sig som en blanding af personlige sange og numre med et mere samfundskritisk tekstindhold. Anti-krigstemaet vender tilbage i afslutningsnummeret A Farewell to Arms. Titlen er hentet fra en roman af Ernest Hemingway der foregår under 1. Verdenskrig.

På det aggressive nummer Aesthetics of Hate får den konservative skribent William Grim slag for for hans angreb på afdøde Pantera-guitartis Dimebag Darrell og heavymetal-musikken. Der lægges ikke fingre imellem. Det er kulturkamp med dobbeltstortromme og vrede.

Genremæssigt placerer The Blackening sig et sted mellem trash- og nu-metal, med et til tider højt tempo.

Forsanger Robert Flynn er ikke byens klareste stemme. Til gengæld er han intens. Sammen med Phil Demmel leverer han tunge og præcise guitarriff.

Numrene er lange, et par er over ti minutter, men det bliver aldrig kedeligt eller trivielt. Stemningsfulde sekvenser og melodiske passager skaber variation på et ellers hæsblæsende og kraftfuldt album.

“Rise up and take your stand / And curl the fingers of your hand”. Machine Head spiller på årets Roskilde Festival. Undertegnede anmelder vil helt sikkert stå der, vil du?

Machine Head
The Blackening. Roadrunner Records. 2007.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 9. juni 2007, nr. 110.