Arbejderklasse-rock ‘n’ roll
Skanderborg Festival: De, der var mødt frem til Motörhead på Skanderborg Festival fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.
“We are Motörhead and we play rock ‘n’ roll”. Så er det sagt. Og der er egentlig ikke grund til at skrive mere. Men kulturredaktøren bliver nok utilfreds med en anmeldelse på 24 ord.
Efter en dag med moderate regnbyger var det blevet tid til fredagens sidste optræden på Skanderborg Festivalens hovedscene.
Som band er der ingen tvivl om, at Motörhead kan fylde rummet ud mellem scene og skoven. Men er det et band, som rammer publikummet på denne festival? Fremmødet var pænt, men ikke imponerende.
Der blev skålet med publikum. Trommeslageren kunne spille og drikke på en gang. Guitarristens mikrofonholder var forsynet med fadølsholder. Sympatiske træk, når musikerne samtidig kan fyre et professionelt show af.
De, der var mødt frem fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.
Frontmand Lemmy sagde ikke meget. Men han dedikerede et nummer til Johnny Ramone, guitarrist i The Ramones, som døde i 2004. Til Lemmys overraskelse var det ikke lige et navn, der vandt den store genklang.
Efter et set, der bød på gamle klassikere og forsmag på Motörheads kommende cd, Kiss of Death, gik Lemmy Kilmister, Phil Campbell og Mikkey Dee af scenen.
De virkelige hårde fans foran scenen krævede mere. Desværre stod de fleste blot og forventede at få mere, uden at gøre en indsats selv. Motörhead forbarmede sig med to ekstranumre: Ace of Spades og Overkill.
Her er ingen analyser eller konkret politik, Men hvis noget er, så er Motörhead arbejderklasse-rock ‘n’ roll.
På Bøgescene gjorde de arbejdet færdigt. Publikum kunne kravle tilfreds i soveposen med en vished for at vågne med et lille smil på læben, og med sikkerhed for, at de første to ord vil være: Hej tinnitus!
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 15. august 2006, nr. 142.