Retrolæsning: Brøndby IF

En lørdag eftermiddag kom jeg til Brøndby for at se DS-holdet spille mod Døllefjelde-Musse. (En kamp der blev vundet 1-0). Da det var en af den slags forårsdage, hvor det skiftevis var solskin og regn, gik jeg ind i shoppen for at købe en paraply. Sådan én havde de ikke, men til gengæld havde de fundet en stak bøger fra dengang hvor B 1903 og KB var fodboldklubber og ikke underleverandører til en underholdsfabrik. Brøndby IF lige var rykket op i den bedste række.

Efter 17 års fremgang kulminerede det med oprykning til 1. division efter sæsonen 1981. Det blev fejret med Oprykningsskrift 1981. Bogen indledes med 3 forord af henholdsvis Borgmester Kjeld Rasmussen, Idrætsudvalgsformand Bendt Jørgensen og Anfører Jim Stjerne Hansen.

“Den pirrende spænding, den spontane lykke, den endeløse jubel i vor by, fik omsider frit spil den 25. oktober 1981. Det var et tårekvalt historisk øjeblik, da kampen i Gladsaxe var forbi. For byen, for klubben.” Sådan starter Henrik Madsens beretning, Det er ikke gået op for os endnu, men snart vil det være klart – vi er i 1. division (side 15-17), om sæsonen hvor Brøndby IF rykkede op i den bedste række. En sæson der blandt andet bød på en underholdende københavnerkamp på Amager, hvor Fremad Amager først kommer foran 4-2, for i sidste ende at tabe 6-4 til det der skulle vise sig som fremtidens storklub i Danmark. Fra efterårssæsonen er der en levende beskrivelse af udekampen mod AB. En kamp hvor spillerne blev lidt ekstra nervøse, da de ikke kunne “undgå at fornemme og tage på veje af den oppiskede og løsslupne og nærmest kaotiske stemning, der rasede blandt de mange, mange fanatikere på tribunen i Gladsaxe”. Kampen blev vundet 6-2 og oprykningen var en realitet.

Tilskuerrekorder – set fra forskellige synspunkter (side 27-28) se på tilskuertal for sæsonen og det at sælge klubben som underholdning. Tallene viser at 1981 både var en sportslig succes og en tilskuersucces. I 1980 kom der i gennemsnit 1508 tilskuere per kamp. I 1981 strøg gennemsnitstallet op til 2395. Hjemmebane rekorden blev 5471 – efter en kamp mod Hvidovre på et stopfyldt stadion.
Teksten afsluttes med et vink med en vognstang til lokalpolitikerne om et større stadion. Sådan var verden dengang.

Uffe Kjærsgård fortæller en lille anekdote om de sidste kampe i 3. division (1977), prof-fodbold og dengang man kunne dreje 0052 på telefonen og få fat i Ritzaus telefonavis. Det sker i Her er Ritzaus’ telefonavis (side 29). Samme Uffe har samlet gode og korte noter fra kampene i perioden 1978-1980 i artiklen Spillerapport (side31-54). Det kan konkluderes at Lyngby altid har stjålet ufortjente sejre og at der altid har været svage dommerpræstationer i dansk fodbold. I midten af sæsonen 1979 overtog Tom Køhlert. Han trak holdet op til deres foreløbige bedste placering; en 5. plads i 2. division.

Herefter følger en række småartikler. Vagn Nielsen fra Ekstra Bladet skriver om pressens forhold til den nye klub i den bedste række, og om elite og brede i sportsverden. Per Bjerregaard skriver om at arrangere privatturneringer i Danmark. Uffe Kjærsgård analyserer klubbens økonomi, efterfulgt af en artikel om de fem oprykningshold, der har ført Brøndby IF fra serie 1 til 1. division. Herefter følger tal og tabeller over 1. holdspillere, tilskuertal, målscorere m.m. Ebbe Jørgensen fortæller om BIFs ungdomsarbejde. Arne Poulsen ser på årgang 65.

Bagerst i bogen er der holdfotos med navne. Alle fra 1.holdet og ned til miniput øst årgang 74-75 er med.

Selv om tekstens er skrevet længe før der blev tænkt på Brøndby Support, fornemmes den samhørighed mellem klub og publikum, som er helt speciel i Brøndby. Noget der senere voksede til noget stort og uset her i landet.
Oprykningsskrift 1981 er et historisk kildemateriale om et vigtigt år for Brøndby og afdækker de omstændigheder der har banet vejen for det Brøndby IF vi kender i dag.

Brøndbyernes Idrætsforening “BIF” : Oprykningsskrift 1981. Reaktion: Per Bjerregård, Finn Andersen, Uffe Kjærsgård, Ole Kristensen og Henrik Madsen. 1982. Forlag BIF. 124 sider, illustreret.

Kilde: Drengene fra Vestegnen. Nr. 4, august 2003.