Den røde pille

Virkelighedens Ørken: I filmen The Matrix får hovedpersonen, Thomas A. Anderson/Neo, valget mellem en rød og en blå pille. Han vælger den røde og havner i Virkelighedens Ørken, hvor magtens og afledningsindustriens koreografi er væk.

Efter 11. september fremførte magthaverne, aflednings- og meningsindustrien budskabet at verden grundlæggende var forandret. Med spørgsmål som, hvad nu hvis det er helt forkert? hvad nu hvis der intet epokegørende er forandret? har Slavoj Zizek sammensat en rød pille og kaldt den Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september.

Slavoj Zizek afdækker den maskerade der opføres i de vestlige liberalistiske demokratier, hvor “vi mangler selve sproget til at formulere vores ufrihed”. De paroler der bruges til at betegne tiden konflikt, “menneskerettigheder”, “krig mod terror” og “demokrati og frihed” er falske udtryk. Et tema som også findes i George Orwells 1984, hvor sandhedsministeriet udsender paroler som “krig er fred”, “frihed er slaveri” og “uvidenhed er styrke”. Parolerne fra Orwells Oceanien passer ikke alle til vores virkelighed, men metoden er den sammen; krig er blevet fred.

Terroraktionen mod World Trade Center, (11. september 2001), sættes ind i senkapitalismes virkelighed. En virkelighed hvor underholdningsindustrien bruges i “kampen mod terror” og Hollywood fungere som et ideologisk startapparat, der er medvirkende til at fastholde sløret. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et brækjern, der nedbryder det slør den reelle virkelighed er skjult bag. Et slør der opdeler verden i godt og ondt.

11. september er blevet udlagt som et “sammenstød mellem civilisationer”. Frem for at understøtte denne tese og analysere islam, mener Slavoj Zizek, at vi i igen skal “fokusere opmærksomheden på konfliktens økonomiske baggrund”. Selv i de mest fjerne konflikter og afsides kampe mellem religiøse grupper findes andre interesser bag konflikterne.

11. september er ikke det nye i verdens konflikter. Det er derimod den virtuelle krig som vi er på vej mod. En krig hvor våbnene er usynlige. Soldaterne er langt fra det sted hvor deres våben dræber. Europæiske og amerikanske byer er ikke truet af bomber der eksploderer, men af gasser og virus.
Statsmagternes aktioner holdes skjult og de informationer der når frem, er nøje tilrettelagt af militæret. Terroristerne som der føres krig mod, tager ikke ansvaret for deres handlinger.

WTO’s strukturtilpasning har frygtelige konsekvenser i tredje verdens lande, men “forbindelsen mellem disse “strukturelle” beslutninger og millioner af menneskers smertefulde virkelighed er afbrudt.”
I teksten refererer Slavoj Zizek til Hollywood film. Bogen er skrevet med lune og er en fornøjelse at læse.

Efter 11. september 2001 var der flere måder at reagere på. Mange danske politikere og meningsdannere valgte at stille sig op i den uendelige række af offentlighedspersoner, som repeterede magtens og elitens paroler om “krig mod terror”, “dem og os” og placerede verden i en sort/hvid undtagelsestilstand. En anden måde at reagere på, var at tænke selv og forsøge at se hvad der egentlig skete – og hvad der er den virkelige baggrund for massemordene i New York og den Tredje Verden.

Slavoj Zizek valgte at tænke selv efter 11. september. Det kom der Velkommen til Virkelighedens Ørken ud af. Bogen er ikke den store afsløring eller fornyelse. Bogen mangler en dybere imperialismeanalyse. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et udmærket afsæt for videre refleksion af begivenheden 11. september og de modsvar som er kommet fra USA og Vesten.

En spændende bog hvor mange står for skud, også venstrefløjen. En bog som har relevans når man ser nyheder i tv.

Slavoj Zizek
Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september. Informations Forlag. 174 sider. ISBN: 87-7514-079-9. Boget er forsynet med noter, hvor de mest ualmindelige ord forklares og med kildehenvisninger.
198 kroner hos den lokale bogpusher eller 30 dage gratis til låns fra det lokale bibliotek.

Slavoj Zizek
Født i 1949. Zizek (udtales jijæk). Slovensk filosof, sociolog, psykoanalytiker, forfatter og seniorforsker ved Institut for Filosofi i Ljubljana.
Han er blevet kaldt en ny kulturskikkelse blandt intellektuelle og politiske engageret med trang til at udfordre de herskende verdensbilleder. Slavoj Zizek er blevet sammenlignet med Sartre, men modsat denne, pointerer Slavoj Zizek, at det progressive ligger i aldrig at forfalde til konstruktion af virtuelle realiteter eller mentale beskyttelsesrum af ideologisk beton. Han er talsmand for et nyt venstreorienteret og antikapitalistisk projekt.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Marts 2003, nr. 1.