Livsglæde i mudderbadet
At være på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg er at leve. At være i nuet og kun forvente smil og glæde. Det negative har ikke en chance. Regn og mudder kan ændre rammen, men ikke stoppe festen.
Her er mange unge, nogle gamle. Og en masse midt imellem. Alle skønne mennesker. Samlet med et formål: Fest.
Jyderne er i flertal, men sjællænderne og bornholmere har også fundet vej over storebælts- og Lillebæltsbroen. Udlændinge er der til gengæld ikke mange af. Skanderborg Festivalen har ikke Roskildes internationale tiltrækningskræft.
Dér, i regnen kommer Per Vers gående ned gennem handelsgade ved Sølund. Uforstyrret under den sorte paraply. Som alle andre på vagt for det næste mudderhul. Våde tæer får vi alle, men der er ingen grund til pludselig at stå i mudder til knæene.
Eneste optræk er ved siden af Rytme Hans mens Gnags underholder.
To kamphaner er ved at flyve i totterne på hinanden, men inden de kan gøre nogen skade, har de tilfældigt tilstedeværende lagt sig imellem. Intet behov for de omvandrende vagtmænd med brede skuldre og gule trøjer.
At leve
At være på Danmarks Smukkeste Festival er at leve. At være i nuet og kun forvente smil og glæde. Dansende i regnen kommer to buttede piger iklædt bikini og et kort lyserødt tyltskørt. To kåde mænd – eller skal vi kalde dem store knægte – tager en maveplasker i ‘vandlandet’ foran Bøgescenen. Regn og mudder kan ændre rammen, men ikke stoppe festen.
Det er magi i skoven. En unik oplevelse af bøgetræ, musik og imødekommenhed. Det negative har ikke en chance. Den positiv stemning kan ikke kues.
Ved boldbanen og i områderne omkring institutionen Sølund er alle åbne områder tildækket med telte. Folk vander i en stadig strøm frem og tilbage. På vej til og fra. En lille flok venter på at komme i bad. De tripper desperat foran toiletvognene.
På vej over mod festivalpladsen på Danmarks Smukkeste Festival går vejen forbi madboder og dicsobarer. Fra barene strømmen en bastant strøm af Dj Ötzi, 80`er-disco og anden letfordøjelig dansemusik. Stemningen er høj og der festes.
At drikke
Indenfor på Nordens skønneste fest går, danser, sidder og drikker deltagerne. Boderne sælger øl i plasticglas, kander og på flaske. At der tilbydes flaskeøl vidner om den særlige stemning, der hersker på Danmarks Smukkeste Festival.
Her er ikke brug for en paranoid politik, der forbyder genstande, som kan benyttes som kasteskyts. Det syvende bud er: Du skal elske din næste! øl! Gerne fra flaske.
Er man til drinks og stærkere alkohol, findes det. En mulighed er at gå ned mod Langbortistan. Her er motorcykeldrinksblandermaskinen. For 40 kroner er det muligt at mixe en drinks. Hvad der kommer i og mængden afhænger af ens ‘køreevner’ på den fastspændte kværn.
I ColorBar stoppes dansemusikken hver dag klokken 16. Så er det tid til at quisse. Dem, der svare bedst på spørgsmål ud i den populære musik og relateret trivial viden, vinder en kande sprut – og går først i seng.
At spise
Madkvaliteten variere. Så er det sagt. Udbuddet er bredt nok til at de fleste kan finde noget, som falder i deres svar.
Det må dog være svært at være vegetar. Et af året hit på madfronten er Farmors Flæsk. Det ene øjeblik er der åben, det andet er der lukket. Omsætningen går for hurtigt og folkene ved kødgryderne kan ikke følge med. Stegt flæsk er populært – også blandt jyske piger.
Når der er lukket hos Farmor er der en lille chance. Med de rette talegaver og et smil kommer man langt i livet. Også her, hvor bagdørsbetjening er en mulighed, der benyttes af flere.
At høre
Musikprogrammet indeholder alt fra platte og grænseoverskridende ligegyldige som Fisse Vise Preben, over danske kulturskatte som Gnags, TV-2 og DAD.
Kvindeartisterne er repræsenteret af Anne Linnet og Dicte. Magtens Korridorer repræsenter de flabede. Fra udlandet er Motörhead, Toto og The Darkness landet på bøgeskovens største scene. Os, der gik glip af Roger Waters på Roskilde Festivalen, kan få et lille plaster på såret i selskab med Pink Floyd Projekt.
Det er ikke et program, der revolutionerer den danske musikscene eller udfordre publikum for alvor. Det er ikke Skanderborg Festivalens mål. Fokus er på fest og god stemning.
Folkene bag Skanderborg Festival er antihverdagens helte.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 15. august 2006, nr. 142.