Mørkets sange

Som et at de få heavy-metal band, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum. Et godt sted at starte er “Songs of Darkness, Words of Light”.

My Dying Bride gjorde sig bemærket i starten af 1990’erne med sort og melankolsk doom-metal.

Bandets besætning der, ud over de obligatoriske trommer, bas og guitar, bestod af en violinist, gav en særegen lyd. De fleste af det engelske bands tekster var på engelsk, men enkelte tekster blev sunget på latin.

Når metaltidsskrifterne skrev om My Dying Bride, var det med referencer til William Shakespeare og andre navne, samt begreber, der normalt ikke optrådte i heavy metal-blade.

Bandet, der blev dannet i sommeren 1990, debuterede med EP’en “Symphonaire Infernus Et Spera Empyrium”. Kort efter blev det fulgt op af albummet “As The Flower Withers”. Allerede med de to udgivelser, skrev My Dying Bride sig ind i heavy metal-historien som fornyere af doom metal og avantgarde for den nye bølge af gothic metal.

Siden er violinisten forsvundet. I stedet er der kommet et keyboard med i My Dying Brides lydbillede. Med undtagelse af “34.788%… Complete” har My Dying Brides udspil være variationer over de samme temaer. Der er blevet skruet op eller ned for forskellige elementer i musikken, men grundessensen har været den samme. “34.788%… Complete” der kom i 1998 adskiller sig fra de øvrige album. Musikken var mere ovre i en syret rockgenre.

My Dying Bride har udsendt deres ottende studiealbum, “Songs of Darkness, Words of Light”. Musikken er typisk – massiv og dreven. I visse passager er den mere spinkel og lukket, eller aggressiv og åben. Stilen er mørk og alt på cd’en iklædt melankoli. Det er genkendeligt My Dying Bride, uden nyskabelser. Det er lange maleriske numre, der omhandler de dystre sider af livet.

Kompositionerne på “Songs of Darkness, Words of Light” ligger i forlængelse af 1990’er albummene “Like Gods of the Sun” og mesterværket “Turn Loose the Swans”.

Som et at de få bandt indenfor genren, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum end fordømte teenagere og gotiske personager. Et godt sted at starte er “Songs of Darkness, Words of Light”.

For dem der er præget af fordomme, kan det oplyses, at der er masser af melodi og variation!

My Dying Bride
Songs of Darkness, Words of Light. Peaceville Records.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. marts 2004, nr. 59.