Rebelske krumspring
Revolting Cocks med ny oprørsk cd-udgivelse. Solid industrial-rock med metallisk kant.
Det er ti år siden Revolting Cocks sendte deres seneste album, Linger Ficken` Good, på gaden. Nu er bandet og frontfiguren Al Jourgensen tilbage med Cocked and Loaded.
Al Jourgensen er en meget aktiv kunstner. Han er mest kendt fra Ministry, der brød igennem isen og nåede ud af industrialgenrens rammer med hittet Jesus Built My Hotrod i 1992.
Ud over Ministry er Al Jourgensen aktiv i forskellige projektbands som Lard, PTP og Revolting Cocks.
Jello Biafra gæst
Det er en tradition med mange gæstemusikere i Revolting Cocks-projektet. Listen med medvirkende på det nye album er lang. Blandt gæsterne er Jello Biafra (Dead Kennedys), Billy Gibbons (ZZ Top) og Gibby Haynes (Butthole Surfers).
Jello Biafras karakteristiske stemme dukker op på flere numre. Han klæder Revolting Cocks oprørske musik. Biafra er som født til kritiske udfald og utilfredshed.
Revolting Cocks er industrial rock med en metallisk kant. Det er støjende og rebelsk.
Ud fra bandets genremæssige basis, foretages nogle krumspring. Det frembringer et overraskende lydbillede. Afvekslingen er stor. Revolting Cocks fyrer nogle gode og stramme guitarrifts af. Al Jourgensen beviser nok engang, at han er blandt de ypperste på den alternative industrial-scene.
Revolting Cocks
Cocked and Loaded. 13th Planet Records, 2006.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 7. marts 2006, nr. 46.