Gatas Parlament har altid ret
For femten år siden blev det norske revolutionære rap-band Gatas Parlament dannet. De fejrer sig selv med udgivelsen Kidsa har alltid rett. Hverdagsantikapitalisme af høj kvalitet.
Gatas Parlament består af de tre rappere Elling Batman Zedong, Aslak og DJ Don Martin. For nyligt udsendte de deres tredje officielle album. Gennem 15 år har de fyret den af med politiske budskaber set fra et venstreradikalt synspunkt.
Bandets navn kan tilskrives højrefløjspolitikeren Carl I. Hagen, der efter en omgang æg og rådden frugt-kasteri, udtalte at Norge blev styret af “gadens parlament”. Rapperne havde deltaget i aktionen og tog navnet til sig. Historien melder dog intet om, hvorvidt de kastede med æg eller ej.
Det nye album, “Kidsa har alltid rett”, er en dobbeltudgivelse, der indeholder en cd og en dvd. Dvd’ens første del er videoer til alle numrene på cd’en. Gatas Parlament har sig selv i centrum i videoerne. Ind imellem er de i selskab med Supa Sayed og diverse statister. For det meste er det med Oslo som kulisse. Det er ikke dyre MTV-produktioner, men kvaliteten er i orden. Det er underholdende, og billederne understøtter musik og tekstindhold.
Rækken af videoer slutter med en tegnefilm i South Park-stil og en karaokeversion af Hva er det som forgår? – og det går helt galt. Det obligatoriske bonusmateriale består af ældre musikvideoer, bl.a. en fanproduktion af Graffiti tidsreiser og Antiamerikansk dans med gæsteoptræden af danske Per Vers og svenske Promoe.
Ingen hokus pokus
Kidsa har alltid rett cd’en starter tilbageskuende, og Gatas Parlament fortæller om bandets historie i sangen Du kan ikke lære faren din å pule.
Det fortsætter med sangen Til ungdommen. Vi er her over i genren med komfirmationstaler, indholdet er dog anderledes end det onkel Bendt plejer at sige. I tredje sang lyder opfordringen fra Oslo: Lav unger! Her er menneskelig reproduktion og de Unger som er resultatet i fokus. Det med en lille kommentar til egen generation: “Unger – jævle fine unger / som skal redde verden, for vi har ikke greid det selv”.
Selv de med tro går i kødet på forbrugssamfundet og spørger, om toppen af vores eksistens er Barbiedukke-rollespil og fortsætter:
“Tomme liv, statusdill, dekadens og jobb og bil / vi lobber for å holde fortet, om enn så med vold og svik / Fromme smil skjuler Brutus-kniven som vi kolker i / Arven vi skal overgi, syntes du det er tåbelig? Ressurcene vi bruker opp på overdrift låner vi / av våre barn og barnebarns sjanser for å få det til / Vi håner de som bryter bort fra norm og stil for å si / vi forurenser jorda med vårt dårlige stil-dåreri / Hva har vi så å si i forsvar under dommens tid? / Selvforskylte katastrofer oljespill flom og krig”.
For at overleve vinteren ligger norskerne i ske. I sangen Ligge i skje bruges samme strategi i et forsøg på flugt fra virkelighed med al dens vold og underbetalte jobs. Sjette nummer har hittet i Norge og haft spilletid på det nationale P3. Det er mordballaden, Counter Strike, om fyren der går på café, og ender med at slå ihjel. Stilen er en anden, men alligevel popper Nick Cave and the Bad Seeds’ album Murder Ballads op af erindringsdatabasen.
I Hokus pokus kigger Gatas Parlament igen på sig selv og den kultur, som bandet er en del af. Så kommer Inkassodyret med hundrede hoveder og krav om betaling og renter af renter – og et højt salær.
Hverdagsrealismen og de personlige problemer fortsætter som tema i Trudelatten-lei. Fra de nederste trin i samfundspyramiden er der langt til toppen. Til gengæld er de mange i bunden.
Blandt glansbilder fremlægger nutiden og foreslår at reklamebranchens folk hænger deres reklamer op hjemme hos dem selv.
Næstsidst kommer et Postkort – til de nære man elsker, til de undertrykte eller hvem det nu er, sangen er adresseret til. Albummet afsluttes med det skæve nummer Hva er det som foregår?
Musikken er sat godt sammen og rytmerne er insisterende. På flere numre suppleres Gatas Parlament af Supa Sayed, den kvindelige vokal, med en ekstra dimension.
Kidsa har alltid rett er et eftertænksom album, men nu er Gatas Parlament også blevet 15 år ældre – og det klæder dem. Gatas Parlament er ikke blevet kedelige og grå med alderen. Der er masser af sprogblomster, humor og gå på mod. Det er hverdagsantikapitalisme af høj kvalitet.
Gatas Parlament
Kidsa har alltid rett. MBN / Tee Productions, 2008.
YouTube: Gatas Parlament TV
Kilde: Modkraft Kultur. 13. juni 2008.