Homo Fanaticus

Bogen Homo Fanaticus giver et indblik i de mest fanatiske fodboldfans liv og holdninger.

Med Homo Fanaticus vil forfatteren, Lise Joern, undersøge hvad der ligger bag det usædvanlige engagement, som de mest aktive fans skaber på stadion med sang, råb og visuelle effekter. Bogen forsøger også at kortlægge problemer som negativ medieomtale, voldsepisoder og det øgede politi- og kontrolløropbud.

Den religiøse elendighed

Bogens første kapitel, Sport og religion, indledes med følgende smøre: “Der findes mange sammenlignelige fænomener i sport og religion. Der er i begge tilfælde tale om sociale institutioner med fællesskabsdannelsen som et centralt aspekt.” (citat side 12).
Når noget umiddelbart irrationelt skal beskrive, er det fristende at benytte et velkendt forklaringsunivers som forklarer det uforklarlige. Noget basalt irrationelt som f.eks. religion. Når nu det er forskning og en forsker der skriver, vil det være rart om forfatteren formåede at kommet dybere.

At en journalist i det formiddagsblad bruger den religiøse verden, eller at en fan bruger lignende referencer til at beskrive en oplevelse med er fint. Det kan endda gøres med succes. Men en forsker. Det holder ikke. Lise Joern må da også krybe til korset og erkende at fodbold ikke er religion. Og at den teologiske forklaringsramme ikke holder. Bogens første kapitel er i bedste tilfælde tidsspilde på et intellektuelt plan.

Was denn?

“Fanbegrebet stammer umiddelbart fra det engelske fanatic. Af dette ord har man i USA med vanlig forkærlighed for kortformer dannet ordet fan. Fanatikeren beskrives som en person, der ensidigt, lidenskabeligt og intolerant går ind for en sag og har interesser og tilbøjeligheder, der går ud over det almindelige.” (citat side 32).

Bogen bygger på seks kvalitative interviewundersøgelser med seks fanatikere fra casuals- og ultrasmiljøerne i Danmark, samt 1951 online spørgeundersøgelser. De seks informanter er anonymiserede.

I kapitlet Fodboldsupporteren forsøger forfatteren at kommer nærmere denne fanatiker. Hvor står denne, hvordan og hvorfor agerer de som de gør. Lise Joern skriver om loyalitet, forholdet mellem de officielle fanklubber og de uofficielle fans, den udenlandske inspiration, kammeratskabet, loyalitet og ære.

“I den uofficielle fraktion finder informanten altså det han leder efter, dvs. det nære fællesskab, hvor man ret faktisk har kontakt til hinanden, og hvor det at gå til fodbold indebærer mere end blot at overvære kampen på stadion”. (citat side 81) Der er pre-match øl og en tur tilbage på pubben, klubhuset eller hvor man nu mødes efter kampen. Og den løse kontakt på nettet og mobilen i løbet af ugen. Bogens beskrivelse af supporterlivet er hængt meget op på casual-gruppernes gøren og laden. Visse karakteristika (f.eks. vold) er specielle for dem, men det overordnede billede er genkendeligt fra mange forskellige grupper.

Hooligan

Det bogen kan er at tilføre flere nuancer i debatten om ballademagere. Det typiske politi- og pressebillede er at en hooligan, er en person der kun kommer for volden og som ikke er fodboldfan. Det er en person der gentagende gange ender i slagsmål og/eller begår hærværk. Det er muligt, at der findes sådanne typer. Men der findes også dedikerede fans der har en voldelig adfærd.

Min personlige er erfaringer fra livet med Brøndby IF, de samtaler jeg har haft med andre fodbold-supportere og bogens generelle billede går alle i den retning. De fans der skaber problemer, er også mennesker som går op i fodbold og deres klub – ofte indgår i den masse som er mest stemningsskabende på tribunerne. Jeg er overbevist om, at myndighedernes og pressens tese om den voldelig hooligan, der kommer for volden og er ligeglad med fodbolden, resultere i fejlslagne strategier – i værste fald strategier der eskalere konflikten mellem politiet og fodboldfans.

Hooligan-begrebet dækker kun en lille gruppe af ekstreme personer – selv med en definition der medtager reelle fodboldfans. Der findes en langt større gruppe af “problem fans”. “Problem fans” er personer som er lidt på kant. De kan måske lades sig rive med en enkelt gang og endt i noget kriminelt, de er højtråbende og provokerende, men de tilhører ikke grupperne af fans der bevidst opsøger konfrontationen.

Endeligt er der også dem, der f.eks. uprovokeret får slag af politiet. Om end det er lovstridigt, er det en forståelig reaktion, hvis der ryger et slag tilbage.

Fra TV 2

Torsdag den 19. oktober 2006 bragte TV 2 programmet LPS (Lige På og Sport) et indslag med to fans fra det uofficielle miljø omkring Brøndby IF. Her blev fortalt historie om et meget voldeligt miljø om medfans der er blevet genoplivet og hemmelige håndtegn til modstanderne. Fra fanscenen på Vestegnen blev indslaget mødt med undren. Ingen kunne genkende de fantastiske historie, som TV 2 kilder kunne fortæller om. På diverse debatfora og på Suburban Casuals site blev der stillet spørgsmålstegn ved udsendelsen og to informanters identitet. Der var ingen Brøndby-supportere der anede hvem de var. Hverken blandt de officielle fans i Brøndby Support eller i det uofficielle miljø.

Nogle af historierne i Homo Fanatikos ligner LPS-historierne. Bogens informanter har smurt lidt tykt på og måske ligefrem er kommet med en røverhistorie eller to. Det har selvfølgeligt gjort dem mere spændende og farligere end de måske egentlig er. Seks anonyme kilder er et tyndt grundlag og bogen har et stort troværdighedsproblem. Det er synd, for det er særdeles vigtigt at der kommer en sagligt beskrivelse af de fans der skaber problemer i forbindelse med fodbold.

Informanterne

Bogen er en del af et større projekt under Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (SDU), hvis formål det er at undersøge dansk supporterkultur. Det er jo altid spændende at se hvordan sidemanden ser sig selv – og hvad det er han lægger i hans tøjstil.

Ud over citater fra interviewene med de seks informanter, fyger det med citat fra sociologier, forfattere, filosoffer, journalister osv. På få sider bliver læseren præsenteret for biskop Kjeld Holm, Umberto Eco, Nick Hornby, Reinhard Kopiez og Guido Nrink. Der skydes ind fra højre og venstre, for oven og fra neden. Alle er lige gode, kloge, oplyste og brugbare. Der er for meget postmodernistisk vrøvl og værdirelativisme efter min smag. Der citeres efter forgodtbefindende, fra et ocean af kilder – alt efter hvad der passer i forfatterens verdensbillede.

Lise Joern ligger stor vægt på de seks informanter. Når de vrøvler – og det sker – så vrøvler bogens forfatter også. Til beskrivelsen af et så forskelligartet og uhomogent miljø, er grundlaget lidt for tyndt. Den vægtning som det italienske fanmiljø får som inspirationskilde for hele den danske fanscene, er mere udtryk for én af informanternes personlige kæphest, end for noget andet.

På flere sider forsøger Lise Joern at bortforklare racisme bland uofficielle fans og fodboldfans generelt. Det kan kun læses som et holdningsindlæg inspireret af en af informanterne.

Når FCK-fan laver et banner med teksten: “Sigøjnere stjæler med arme og ben” (11. 5. 2006) og det kun kort efter en mediestorm om et klistermærke med teksten “FCK-fans mod muslimer”, så er der en problem. Når der til en OB – Brøndby-kamp er folk med tilknytning til Brøndby der klister Dansk Front-klistermærker op i byen og der kommer abelyde fra away-tribunen på Odense Stadion samme dag. Så er der en sammenhæng. Der er et problem.

Her udstilles projektets problem. Kildematerialet er for tyndt. Som sagspartnere har informanterne haft for mange interesser i klemme til at de – og dermed bogen – er troværdige.

Fodboldlitteraturen kommer i dag med en højere hastighed end for ti år siden. Det danske marked er dog langt fra eksempelvist det engelske bogmarked. Lixtallet er relativt højt i Homo Fanaticus, men ind i mellem bliver det til vrøvl på et højt plan. Alligevel er det en interessant bog, alene fordi den forsøger at komme ind bag Fred Perry-trøjen på de uofficielle fans. På trods af dens troværdighedsproblemer er det overordnede billede der tegnes mere troværdig end det partsindlæg politiet udgav under titlen Hooliganismerapport (2005).

Joern, Lise
Homo Fanaticus. Forlaget Bavnbanke. 200 sider. ISBN: 87-8898-650-0.

Publiceret på sh.newsun.dk 15.11. 2006