1914 live

Dødsgangen 2024: 1914. Det herrens år hvor Ford Motor Company annoncerer en otte timers arbejdsdag den 5. januar og hvor den første smørrebrødsforretning, den 17. februar, åbner i København. Året hvor Asger Jorn fødes den 3. marts. Han bliver senere en kendt kunstner, medlem af COBRA og medstifter af Situationistisk Internationale og året hvor Harald Høffding tager æresboligen på Carlsberg i brugcden 1. maj.

7. juni 1914 bliver Idrætshuset på Østerbro indviet. Samme dag sejler Alliance som det første fartøj gennem Panamakanalen. 28. juni dræber en serbiske nationalist den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig. Tyskland erklærer Rusland krig den 1. august. 1. Verdenskrig – Den Store Katastrofe – begynder.

Verdenskrig er omdrejningspunktet i det ukrainske band 1914s musik. Det er brutalt. Krig er brutalt. I dag er 1914 i Albertslund. I dag spiller 1914 til det arrangement arrangørerne kalder en endagsfestival: Dødsgangen.

Ankomst, tiden går

Jeg er ikke blandt de første, der ankommer til Vridsløselille Fængsel, hvor Dødsgangen afvikles og jeg går glip af Henret. Men jeg når, at nyde solen der skinner, når ikke lige en af de spredte skyer glider forbi den.

Eftermiddagen går med Temple of Scorn. Bandet har taget turen fra Århus for at spille gammelmandsdød. Temple of Scorn lyder som et ukendt band fra min ungdom, som jeg har glemt, at jeg har hørt før. Det med gammelmandsdød rammer de fint.

Orm.

Efter Temple of Scorn er det London-trioen Urne, der går på scenen. Urnes indre konflikter rører mig ikke synderligt, så jeg spiser aftensmad, imens køen til madboden er kort.

I pausen inden Orm konstaterer jeg, at der mangler en kaffebod på festivalpladsen! Ølboden har godt nok et prisskilt, hvor der står kaffe på, men det er falsk reklame.

Orm er altid en fornøjelse, også som opvarmning til 1914. Det er musik, det er rart at være tilstede i.

Det jeg kom for

Jeg havde købt billet til 1914 for flere år siden. Men så kom corona og koncerten blev aflyst. Jeg købte billet igen. Til en ny koncert. Så invaderede russiske tropper Ukraine og koncerten blev aflyst.

Der er stadig krig i Ukraine. Men 1914 er i Danmark, i Albertslund. Og de spiller live. Knastør lyd. Brutal som 1. Verdenskrig. Brutal som den virkelighed 1914 lever i, når de er hjemme i Ukraine.

1914 og sætlisten fra aftenens koncert.

1914 er ventetiden værd. Selvfølgelig kommenterer bandet krigen. Den krig der er nu. Den krig Putin har påført Ukraine og som bringer død og ødelæggelse, hvor Dietmar Kumarberg, Liam Fessen, Vitalis Winkelhock, Armin von Heinessen og Rusty Potoplakht lever og ånder til dagligt.

1914’s kommentarer til nutidens krig, kan koges ned til: Fuck war. Fuck imperialism. Fuck Putin.

Jeg siger: Tak for en stor oplevelse. Slava Ukraini.