En tour de metal med genreafstikkere

30 numre der betyder noget.

I

Edvard Grieg: I dovergubbens hall

Fra: Peer Gynt, Opus 23. San Francisco Symphony, Herbert Blomstedt (dirigent). Decca Record, 1990. 425 448-2.

At begynde ved begyndelsen. Nogle bliver punkere, klassisk orienterede nørder eller poptøser i en forholdsvis tidlig alder. Det var først i mine sene teen ages-år jeg udviklede min personlige musiksmag. Den blev påvirket af to forskellige poler. Min daværende svoger Niels, der åbnede den klassiske musiks verden for mig – og mit ophold på Samsø Efterskole hvor thrash metallens direkte og aggressive musik fik et godt tag i mig. Men der var musik inden da.

Som barn på en grundtvigiansk ungdomsskole er morgensang og Højskolesangbogen en integreret del af livet. Det er dog ikke fra grundtvigske sangskat jeg i dag henter det store – eller som jeg ser tilbage på, som andet end et hyggeligt barndomsminde. Min første musikalske forelskede var i I dovergubbens hall fra Edvard Griegs Peer Gynt.

Min mor havde den på en vinylplade. Det var ikke et hjem hvor børnene havde adgang til pladespilleren. Jeg var afhængig af hendes gode vilje eller DRs musikredaktion. Der kørte altid P1/P2 i radioen i køkkenet. Selv om jeg elskede I dovergubbens hall blev pladen ikke overspillet.

Det var ikke ovennævnte indspilning min mor havde i samlingen. Den er siden gået tabt og jeg ved ikke hvilket orkester der spillede, eller hvem der dirigerede. Ovennævnte indspilning har jeg i min samling og er den udgave jeg i dag synes bedst om. Skarpt forfult af Apocalyptica metal-konventerede version af I dovergubbens hall som findes på cd’en Cult.

II

Metallica: Welcome home (Sanitarium)

Fra: Master of puppets. Phohogram / Vertigo, 1986. 838 141-2.

Hvad er det bedste Metallica-nummer? Et spørgsmål jeg ikke kan svare på. Det kommer an på stemning og humør. Nummeret Welcome home var et af de første numre jeg kom til at holde af. Et af de numre der fik mig til at elske metal.

Skiftet fra holdning; heavy metal er ligegyldig og triviel musik, til den fuldstændig modsatte holdning kom hurtigt. Det var to bands der skabte transformationen: Metallica og Slayer.

Da jeg ankom til Samsø Efterskole i 1988 medbragte jeg nogle bånd med klassisk musik, lidt U2 og andet rock. Skæbnen ville at jeg i første omgang kom til at bo sammen med et heavy-hoved der stort set kun hørte Metallica. Når nu vi skulle bo samme måtte vi jo også hører hinandens musik. Det tog kort tid inden jeg havde lært at elske Metallica; særligt numrene Master of puppets (et rigtigt head banger hit), Welcome home og bassoloen (Anesthesia) – Pulling teeth fra albummet Kill ’em all.

At jeg senere skiftede værelseskammerat ændrede ikke meget, da der procentvis var urimeligt mange på efterskolen der høre heavy metal.

Welcome home er et af de lidt langsommere numre i den tidlige Metallica-produktion. Det er med Cliff Burton karakteristiske basspil. Teksten fortæller om en der er fanget i sin sindssyge. Mens lyrikken udvikler sig og bliver mere barsk, bliver musikken mere aggressiv, for at ende i guitarsololir.

Master of puppets blev indspillet i slutningen af 1985 i Sweet Silence-studiet på Amager.

III

Slayer: Raining Blood

Fra: Reign in Blood. American Recordings, 1986. 073148679622.

På Samsø Efterskole var Hell Awaits-albummet et af de mest hørt plader. Ser jeg i dag på Slayers mange udgivelser, er det Seasons in the Abyss der står tilbage som den mest interessante. Nok fordi den er lidt skæv i forhold til deres øvrige album.

Slayer er det mest ekstreme band fra 1980ernes thrash metal scene. De ynder ikke kompromiset. Musikken bliver blæst af sted i kanonfart og lyrikken er ude på et overdrev, hvor kun Slayer kan boltre sig uden at blive platte. Det er diabolsk i indhold og udtryk. Som enkeltnummer rager Raining Blood dog op over alle andre numre. Det er nummeret der om noget står som manifestet for det Slayer kan.

Efter at jeg er kommet på den anden side af de tredive har jeg inden jeg har entreret en Slayer-koncert tænkt: “I dag står jeg lidt tilbage. Slapper af og nyder musikken”. Hver gang er planen mislykkedes. Knap er de første riff kommet ud af Marshall-forstærkerne inden jeg er strøget gennem menneskemængden og har befundet mig i mosh-pitten foran scenen.

Skal nummeret kommet fuldt ud til sin rette, skal det høres i forlængelse af Postmortem.

Det var med Metallica og Slayer der startede min rejse i metal. Hurtigt blev det også til MOD, SOD, Overkill, Testament, Megadeth, Anthrax osv.

IV

Metallica: To live it to die

Fra: …and justice for all. Vertigo, 1988. 836 062-2.

…and justice for all udkom i efteråret 1988 og blev skamlyttet på Samsø Efterskole. Dengang var One det store hit. Det første nummer Metallica producerede en musikvideo til.

Metallica var med til at skabe thrash metal-genren – og med …and justice for all perfektionerede bandet thrashen. Herefter var der ingen grund til at lave flere thrash-plader.

Som på de to foregående Metallica-udgivelser indeholder …and justice for all et instrumentalnummer. På Master of Puppets og Ride the Lightning havde bassisten Cliff Burton været med til at skabe Orion og The Call of Ktulu. Symfoniske numre inspireret af H.P. Lovecrafts dystre litterære univers. I mellemtiden var han død i en busulykke i Sverige 27. september 1986. På vej mod København fra Göteborg væltede bandbussen. Cliff Burton blev slynget ud af et vindue og blev mast under bussen.

To live is to die er Metallicas farvel til Cliff Burton. Den lyrik der fremsiges et godt stykke inde i nummeret er skrevet af ham – og ud over det korte vers er det 9.48 minutter lange nummer instrumentalt. Ifølge pladecoveret er teksten Cliff Burtons ord, mens andre kilder tilskriver verset den tyske digter Paul Gerhardt.

When a man lies, he murders
some part of the world
these are the pale deaths which
men miscall their lives
all this I cannot bear
to witness any longer
cannot the kingdom of salvation
take me home?
(citat: Metallica: To live is to die)

To live is to die starter med klare guitartoner og trommer, der efterfølges af en kort overgang med en ensformig, bastant rytme. Gennem nummeret varieres der mellem forskellige riff og melodi-stykker som suppleres af indlagte guitarsoloer. Musikken er dynamisk og To live is to die er noget nær det mest helstøbte Metallica har komponeret. Og smukt!

V

Megadeth: Peace sells

Fra: Peace sells… but who’s buying? Capital Records, 1986. DCP 7 46370 2.

Dave Mustaine var omkring Metallica i bandets tidligste år. Han røg ud på grund af druk, stofmisbrug og uoverensstemmelser med bandets stiftende medlemmer James Hetfield og Lars Ulrich. Han var med til at skrive flere numre på debutalbummet Kill ’em all. Efter bruddet dannede han Megadeth. Gennem hans karriere har Dave Mustaine (og Megadeth) haft et overforbrug af musikere – hvilket hænger sammen med hans besværlige karakter.

Ud over Mustaine består bandet i dag af Chris Broderick, James Lomenzo og Shawn Drover. Listen over tidliger medlemmer er lang: Mike Albert (1984-1985), Chuck Behler (1987–1988), Vinnie Colaiuta (2004), Jimmy DeGrasso (1998–2002), Glen Drover (2004–2008), David Ellefson (1983–2002), Marty Friedman (1990–2000), Greg Handevidt (1983–1984), James MacDonough (2004–2006), Nick Menza (1989–1998, 2004), Al Pitrelli (2002–2004), Chris Poland (1984–1987, 2004), Gar Samuelson (1984–1987), Jimmy Sloas (2004) og Jeff Young (1988–1990).

Også blandt thrash-freaks har Dave Mustaine været kontroversiel. Megadeth er et af de bands som folk enten hader eller elsker.

Bandet dubutalbum Killing Is My Business… and Business Is Good! udkom i 1985. Megadeth er en særeng guitarstil der samme med Mustains snerrende vokal giver et unikt lydbillede. Megadethlyden var dog ikke helt på plads på denne udgivelse.

Dave Mustaine er den type kunstner, der har skabt de bedste resultater i den periode at han liv, hvor han var påvirket af alkohol og hårde stoffer. Og jeg høre til dem der absolut syntes hans var bedre i gamle dag! Bandets bedste skiver er So far, so good… so what!, Peace sells…. og Rust in Peace. Derefter har det ikke helt være helt det samme.

I titelnumret på Peace sells får Dave Mustaine vredet noget samfundskritisk lyrik ud af rus-tågerne. Nummeret starter med en bas og en enkelt tromme. En tight guitar tager over og Mustaine begynder at vrisse af verden.

What do you mean “I don’t belive in god”?
I talk to him everyday
What do you mean “I don’t support your system”?
I go to court when I have to
What du you mean “I can’t get to work on time”?
I got nothing better to do
and, what do you mean “I don’t pay my bills”?
Why do you think I’m broke? Huh?

If there’s a new way
I’ll be the first in lien
but, it better work this time
(citat: Megadeth: Peace sells)

Det er måske ikke dybt, men det er rock ‘n’ roll!

At vælge et nummer af en kunstner er svært. Ikke kun når det gælder Megadeth. Som album når Rust in Peace over de andre. Det er mere helstøbt. Ikke mindst er der flere kandidater til en udvælgelse af ét “favoritnummer”: Holy wars…, Poison was the cure og Dawn patrol.

VI

Sepultura: Ratamahatta

Fra: Roots. The All Blacks B.V. / Roadrunner Records, 1996. RR 8900:5.

Efter manges mening er Sepulturas bedste plade Beneath the Remains, skarpt forfulgt af Arise. Men det er først med Chaos A.D. og Roots at bandet for alvor bliver interessant som andet et thrash-band blandt mange. På Chaos A.D. indarbejder de industrial- og hardcoreelementer i deres musik og på Roots tilførte de musikken en elementer fra Brasiliens oprindelige folks musik.

Efter at Max Cavalera forlod bandet i slutningen af 1996 har bandet livet videre i en amputeret udgave og har ikke samme kreativitet.

Ratamahatta er en af sangene hvor indflydelsen fra verden udenfor Marshall-højttalernes høje mur høres. Og så svinger nummwret rigtig fedt!

VII

Morbid Angel: Blessed are the sick : Leading the rats

Fra: Blessed are the Sick. Earache Records, 1991. MOSH 31CD.

Det startede med tharsh metal. Næste skridt var death metal. Jeg husker ikke hvornår den heavy metal subgenre kom ind i mit univers. Men et af de første bands der fængede var Morbid Angel. Deres lidt skæve riff og David Vincent brutale growl. Det virkede.

Jeg kan konstatere, at min rejse gennem thrash- og death metal 1990erne har efterladt mig med en mærkværdig kærlighed til dobbelttrommer der bare køre derud af.

Selv om der var mere fart over Altars of madness var Blessed are the sick det foretrukne albummet, når der i starten af 1990erne skulle høres syg death metal fra Florida. Og titelnummeret var det der blev skruet højest op for.

VIII

My Dying Bride: The return of the beautiful

Fra: As the flower withers. Peaceville Records, 1992. VILE 32CD.

Som HF-studerene boede jeg i kollektivet KAOS i Gellerup Parken. Kollektivets beboere havde alle hang til heavy metal og rollespil. I en periode havde kollektivet en målsæt om at holde en fest pr. måned. Vi holdt ikke helt kvoten, men formåede bl.a. at afholde en koncert i stuen på 3. sal. Ikke til vores naboers videre tilfredshed.

En sen søndag aften hang jeg ud i sofaen og så Headbangers Ball med Vanessa Warwick som vært. Hun blev for øvrigt totalt latterliggjort af Slayer da hun forsøgte at interviewe dem, men det er en anden historie.

Mellem de mere eller mindre trivielle heavy metal-videoer var der én der fangede min opmærksomhed. Et udtryk der var bekendt og alligevel så anderledes end de bands jeg hørte på det tidspunkt. En melankoli der blev understøttet af violintoner. Videoen var Symphonaire Infernus Et Spera Empyrium med de (for mig) ukendte My Dying Bride.

Dagen efter var jeg rundt i byens musikforretninger for at finde en udgivelse med bandet – og jeg fandt As the flowers withers. Herefter faldt jeg i et melankolsk hul på den fede måde. Dyrkede musikken i tre dage og gav helvede i alt andet. Særligt tre numre indprentedee sig: Sear me, The bitterness and the bereavement og The return of the beautiful. Sidstnævnet, med sin lange episke historie, mest. 12 minutter og 45 sekunder med growl, violin og guitar. Tempovariationer og en kamp mellem fortællingens to personer.

Shakespeareriansk doom metal.

Please leave
I think I’ll close my eyes now
The first sunshine was mine
Look for me among the flowers
Sleeping with the earth
My Dying Bride
The pity I fashion
Through a rain of tears
(citat: My Dying Bride: The return of the beautiful)

Inden mit møde med My Dying Brides musik havde det kørt lige ud af en bred landevej med masser af thrash og death metal. My Dying Bride åbnede et nyt spor og bands som Anathema og Paradise Lost listede sig ind i min cd-samling.

IX

Šanov I: Moskva slzám nevěří

Fra: Konec Světa. Vydal Globus International, 1991. 21 0019-2 311.

Punker har jeg aldrig været, men punken og punkerne har været med på sidelinjen.

Det var i årene lige efter at Berlinmuren var faldet og Østblokken opløsning at jeg gik tog HF i Århus. Som alle andre studerende på den tid, rejste klassen til Prag på “studietur”. Syv klasse fra Århus Akademi var i Prag samtidig. Fantasifuldt.

En aften i hovedstaden i det der endnu var Tjekkoslovakiet gik jeg på jagt sammen med Rune. Han boede dengang i det BZ’atte hus Mindegade 7, Århus. Vi skulle finde Stalinbunkeren. En bunker fra den kolde krig, som nu var overtaget af byens undergrundsmiljø. Vi gik og gik.

Til sidst lykkedes det os at finde Stalinbunkeren, men der var lukket. Vi stødte på da en lokal kvinde nær bunkeren som vi kunne udspørge. Til vores store fortvivlelse skete der først noget i bunkeren den følgende lørdag. Dagen efter rejste retur til Århus.

Jeg oplevede aldrig miljøet i Stalinbunkeren i Prag. Men dagen efter den lange nattevandring, gik jeg ind i en lokal musikforretning. Uden nogen referencer og totalt tilfældigt købte jeg en lokal cd, med et lokalt punkband: Sanov I. Et eller andet skulle jeg have med hjem.

I 2003 spillede Brøndby IF en europæisk kamp mod FK Viktoria Žižkov. Det blev anledning til drengerøvstur til Prag. Turen fra Nørrebro til Prag blev gennemført i en lejet minibus. Turen gik gennem Dresden. Dengang fandtes der ingen omfartsvej udenom byen, så alt trafik fra Nordtyskland til Tjekkiet kørte gennem Dresdens bykerne. Kørte er måske et forkert udtryk, da man kunne spadsere hurtigere gennem byen, end man kunne komme frem i en bil.

Efter en kedelig fodboldkamp skulle vi videre i byen. Troels, nuværende indehaveren af Insula Music, havde fundet et spillested hvor der skulle spille noget lokalt punk. Vi fandt en taxa og kørte gennem byens gader. Da musikken startet konstaterede jeg, at jeg kendte det. Sanov I var gået på scenen.

Brøndby IF vandt over FK Viktoria Žižkov og gik videre. I næste runde blev FC Schalke 04 slået ud. Men så var det slut og FC Barcelona sendte Brøndby IF ud af UEFA Cuppen.

X

Dead Kennedys: We’ve got a bigger problem now

Fra: Plastic Surgery Disasters : In God We Trust, Inc. Alternative Tentacles, 1981/1982 (1993). VIRUS 5/27CD.

Snakker men punk – og særligt den punk der er mere end blot tom, men yderst provokerende, attitude – er det svært at komme udenom Dead Kennedys.

At vælge en Dead Kennedys-sang er en umulig opgave. Men så tænker jeg blot på Tom Cruise. Og så er den naturlige association vel Moral majority? Fra USAs moralske højrefløj er der ikke langt til Ronald Reagan. We’ve got a bigger problem now sang Biafra dengang i 1981 hvor EP’en In God we trust, inc. udkom.

Welcome to 1984
Are you ready for the third world war?!?
You too will meet the secret police
They’ll draft you and they’ll jail your niece

You’ll go quitely to boot camp
They’ll shoot you dead, make you a man
Don’t you worry, it’s for a cause
Feeding global corporations’ claws
(citat: Dead Kennedys: We’ve got a bigger problem now)

Dead Kennedys sange var lige på og indeholdte en satiriske og sarkastisk kritik af sociale og politiske spørgsmål i datidens USA. Efter bandets opløsning i 1986 fortsatte Jello Biafra den direkte stilen i mange forskellige konstellationer. Og han har stadig en skarp tunge.

Og nej, det gendannede Dead Kennedys er ikke Dead Kennedys!

XI

Jello Biafra with D.O.A.: Full metal Jackoff

Fra: Last scream of the missing neighbors. Alternative Tentacles Records, 1989. VIRUS 78CD.

Har man sagt Dead Kennedys, må man også sige Jello Biafra! I main stream kulturen står Sex Pistols og Sid Vicious muligvis som de ultimative ikoner på punken dengang punken var frisk og fornyende – blot ved at være punk. Men der var og er meget mere bid i Dead Kennedys og særdeles i Jello Biafra. Sid Vicious kunne barbere dronningen nok så mange gange og sige “fuck”, det blev aldrig andet en voldsomme pubertære provokationer. Jello Biafra sparker politiske røv til etablisementet – til højre og til venstre!

Jello Biafra er døbt Eric Reed Boucher. Han var frontfigur i Dead Kennedys. Siden bandet splittede op i 1986, har han udgivet en række spoken word-albums og deltaget i en række forskellige musikprojekter. F.eks. med NoMeansNo, Mojo Nixon with the Toadliquors og the Guantanamo School of Medicine.

I Full metal Jackoff køre den store sorte bil rundt i Washington DC. Rundt og rundt i ring på byens flersporede omfartsveje.

It would be a little obvious
To fence off all the slums
Hand out machine guns
to the poor in the projects
And watch ’em kill each other off
A more subtle genocide is when
The only hope for the young
Is to join the Army and slowly die
Wall Street or Crack Dealer Avenue
The last roads left to the American Dream

Wall Street or Crack Dealer AVenue
Wall Street or Crack Dealer Avenue
Only on road leads to this neighborhood
Little kids wanna sell drugs when they grow up
(citat: Jello Biafra: Full metal Jackoff)

Bilen køre rundt og rundt. Én maskine, monotont. Et land, et system, der langsomt æder mennesker.

XII

Lard: I am your clock

Fra: The Last Temptation of Reid. Alternative Tentacles Records, 1990. VIRUS 84CD.

Lard. Dette er måske det musikalsk mest vellykkede projekt Jello Biafra har været en del af siden Dead Kennedys. Jourgensen og Barkers maskinelle og hårde lyd går op i en højere enhed med Biafras skarpe stemme. Det er en af den slags plader hvorfra det er svært at vælge ét nummer ud.

Kapitalismens tidstyranni bliver fysisk i musikken. Tik. Tak. De grå tidstyves maskineri kværner der ud af mens reklamebureauer definere vores behov og lyst. Tik. Tak. Du kan ikke flygte fra din kalender.

XIII

Carl Orff: O Fortuna

Fra: Carmina Burana. Philips, 1975. 420 713-2.

Når tv-producere, provinsielle fodboldhold og andre kreativt udfordrede mennesker skal signalere storhed vælger de tit O Fortuna som soundtrack. Det er fedt når der en gang imellem er én med kreativitet nok til at vælge noget andet, men der er en grund til at numret så ofte bruges i forbindelse med finaler o.l. Det virker.

Det er ikke tv-producerne, men Carl Orff der skal krediteres for virkningen. Carmina Burana er hans gennembrudsværk fra 1937. Uropført i Frankfurter Opernhaus. Værket er en scenisk kantate med middelaldertekster om liv, død og kærlighed. O Fortuna er en anråbelse af lykkens gudinde.

Teksterne stammer fra en større samling af middelaldertekster som hofbiblioteksdirektør Christoph Freiherr von Aretin bragte til München i starten af 1800-tallet.

XIV

Rammstein: Klavier

Fra: Sehnsucht. PolyGram, 1997. 537 304-2.

Rammstein er et af de band der har lavet det samme nummer (i variationer forstås) mange gange. Nogen tæt på bandet burde sige et eller andet om fornyelse og kunstnerisk udvikling. Men de kan noget med deres kompakt, aggressiv og hårde tanz-metal – også ud over spektakulær sceneshow med ild og dildoer.

“Hun sidder ved klaveret / men hun spiller ikke længere / oh, det er så længe siden.” Det er kærlighed, det er blod. Det er vanvid. Det er Rammstein.

Klavier er et af de numre hvor Rammstein går lidt ned i tempo og hvor melankolibarometeret stiger en anelse. Sangen går under huden. Når der lyttes godt efter med lukkede øje, kan det mærkes helt ind i knoglerne.

Lige en advarsel. Melodien til omkvædet er af den slags der klistre til hjerne og kommer til at køre som en båndsløjfe på det indre musikanlæg.

XV

Brutal Truth: Walking corpse

Fra: Extreme conditions demand extreme responses. Earache Records, 1992. MOSH69CD.

Grindcore. Thrash- og death metals ekstreme fætter. Med inspiration fra hardcore punk sparkede bands som Napalm Death gang i genren grindcore. Kendetegnet ved lidt ekstra distortion og et tempo der ikke kan blive hurtigt nok.

Brutal Truth er et af de utallige bands og projekter som Dan Lilker har rodet rundt med. (Dan Lilker har bl.a. være omkring Anthrax, Exit-13, Nuclear Assault, Stormtroopers of Death og The Ravenous).

Det er muligt at Napalm Death kom først, men Brutal Truth spiller den fedeste grind.

XVI

Napalm Death: Think for a minute

Fra: From enslavement to obliteration. Earache Records, 1988. MOSH 8CD.

Grindcore numre må gerne være korte. Nogle mener faktisk at det ikke er grind, vis sangene bliver for lange – hvilket de gør på nogle af Napalm Deaths udgivelser. Men det er en anden historie.

Grindecore er en metalgenre, men på Napalm Deaths første to udgivelser høres indflydelsen fra hardcore punken tydeligt. Både i musikken og i teksterne.

XVII

Gojira: Global Warming

Fra: From Mars to Sirius. Listenable Records, 2005. POSH124.

I mødet med nye kunstnere sker der nogle gang det, at det klikker. Den er der! Det er svært at sige hvad der er der sker. Men bevidstheden om at dette nu, er indledningen til et langt forhold, er krystalklar.

Sådan en oplevelse var Gojira-koncerten på Roskilde Festival 2009. Deres tekniske velfunderede dødsmetal gik lige ind og det var ellers længe siden der sidste havde været et death metal band der har hævede sig op af den store sump af death metal bands der lyder som hinanden.

Det franske band hed oprindeligt Godzilla. Det navn gave visse juridiske problemer og i slutningen af 1990erne måtte bandet skrifte navn. Det blev så Gojira – en anden translitteration af det japanske navn Godzilla.

Bandet er kendt for deres miljøbevidste tekster og albummet From Mars to Sirius leveres i en særlig miljøvenlig digipak-udgave.

I lang tid var mit forhold til Gojira formidlet af musiktjenesten Deezer, men som det gerne er med den rigtig gode musik, så endte det med et indkøb og de franske dødsfætre er nu en del af cd-samlingen.

Om numret Global warming bliver ved med at holde som et af de bedste Gojira-numre er ikke til at sige. Men numret er et af de ekstra gode på From Mars to Sirius.

Jeg kunne i stedet have valgt instrumentalnumret Dawn fra albummet The link – det er i den grad blevet en del af mit liv som løber.

Hippie-dødsmetal af høj teknisk kvalitet.

XVIII

Korpiklaani: Happy little boozer

Fra: Tales along this road. Napalm Records, 2006. NPR 186.

En dag sad jeg på en social musiktjeneste på Internettet og høre musik valgt ud fra et tag. Jeg erindre ikke hvad jeg havde skrevet men det var en gevaldig blanding af skidt og kanel som kom gennem min høretelefoner. Men så skete det. Med et var det der, numret som svingede for vildt.

Numret var med finske Korpiklaani, som jeg aldrig havde hørt om. Ikke længe efter var jeg ejer af Tales along this road.

Korpiklaani spille et mix af folkemusik og metal. Det resultere i en musik der på en gang er tung og festlig. Galoperende trommer, god tråd og en omgang nordisk violin iblandet brændevin. Det er ikke så svært.

En happy little boozer kender vi vist alle. Sådan en type der blot skal hældes lidt alkohol på og så køre det derud ad med charme og selvtillid. På vej mod himlen eller en større katastrofe, men lige meget hvad er det sjovt på vejen dertil.

XIX

Gogol Bordello: 60 revolutions

Fra: Gypsy punks : Underdog world strike. Side One Dummy, 2005. SD1271.

Kulturmøde kan give problemer. Vante værdier bliver testes af nye tanker og idéer.

Heldigvis er vi kommer over 1990erne store fortælling om at der ikke var flere store fortællinger. Nu kan vi igen diskutere socialisme versus kapitalisme eller sekulære samfundsmodeller versus religiøst funderede regimer.

Kulturmøder giver grøde, fornyelse og gensidig inspiration. Efter at muren faldt i 1989 har mange østeuropæere søgt om Vesteuropa og USA. Det har bl.a. resulteret i et interessant møde mellem punk og østeuropæiske og sigøjnernes musiktraditioner. To eksempler på det er Kultur Shock og Gogol Bordello.

Det var ret tilfældigt at jeg fik øjnene op for dem.

I 2008 spillede Sune Køters projektband JSFuck & and the hippies from Hell som opvarmningsband på spillestedet Global Copenhagen. Da jeg var gået glip af uropførelsen af Set på tv, ville jeg ikke glippe denne koncert. Aftens hovednavn kendte jeg til gengæld ikke.

Lige ankommet mødte jeg Sune Køter. Jeg spurgte ham ud om det andet band. Hans snakkede længe og begejstret om Kultur Shock, men jeg var ikke blevet det mindste klogere på hvad det var der ventede.

Efter at JSFuck & and the hippies from Hell havde spillet (og en kort pause) gik Kultur Shock på scenen. Og jeg var solgt. Hvilken energi.

Det er rock’n’roll i den afskygning, der betegnes hardcore, med en violin i besætningen. Musikalsk er de hårde toner blandet sammen med en folkemusik – primært den østeuropæiske af slagsen. Kultur Shock har base i Seattle (USA) men er ligeså multikulturelle i deres sammensætning, som i deres musik.

Den videre vej fra Kultur Shock til Gogol Bordello gik via Internettet. En dag på arbejde hvor en af kollegaerne bar snakkede for meget, tog jeg høretelefoner på og tunede ind på Last.fm (det var dengang Last.fm stadig var gratis) og begyndte at høre musik der var relateret til Kultur Shock. I det virvar af genre og musikudtryk der pressede sig ind gennem mine øregange var der en der fængede: Gogol Bordello!

Deres gipsy punk er en rodebutik. Det er genrefusion og rock ‘n’ roll-energi, krydret med en smule galskab. Numret 60 revolutions vil jeg ikke skrive om, blot citere lidt af teksten:

I’m gathering new generation
That’s gonne stand up to it
To this karaoke dictatorship
Where posers and models with guitars
Boogie to the shit for beats
I make a better rock revolution
Along with my dick!
(citat: Gogol Bordello: 60 revolutions)

Både Kultur Shock og Gogol Bordello levere varen live. Der er fest – og gerne en efterfest. Gogol Bordello vil for altid stå som den fedeste aflysning på Roskilde Festivalen, da de i 2009 overtog Orange Scene efter at Lil’ Wayne aflyste.

XX

Primus: My name is Mud

Fra: Pork Soda. Interscope Records, 1993. 7567-92257-2.

Det er sådan en bas skal spilles, i hvert tilfælde hvis man er nogle lidt mærkelige amerikanere fra El Sobrante i California.

My name i Mud handler om arbejdsmanden Aloysius Devadander Abercrombie der har dræbt hans kammerat. Men fuck tekstindholdet. Det er musikken der er fed, specielt bassen.

We had our words, a common spat,
so I kissed him upside the cranium with an aluminum baseball bat.
My name i Mud.
(citat: Primus: My name is Mud)

XXI

Genghis Tron: Board up the house

Fra: Board up the house. Relapse Records, 2008. RR 6789-2.

En simpel rytme. En rundgang. Lidt variation. Det er ingredienserne i introen til dette nummer. Siden sker der noget mere.

Genghis Tron ligger i et spændende musikalsk krydsfelt mellem metal og elektro. Det er godt live – intenst. Board up the house er også god under løb – især efter de første 30 km.

Genghis Tron er et band, som jeg kun er kommet til at høre, fordi jeg kender Janus Blomfrø der spille elektronificeret grind i bandet Kusari Gama Kill. Genghis Tron er noget mere studentikos og en del mere finurlige end Januses band. Til gengæld vinder Kusari Gama Kill klart i kategorien støj og fart.

XXII

Einstürzende Neubauten: The Garden

Fra: Ende Neu. Our Choice, 1996. Beton 504 CD.

You will find me if you want me in the Garden
Unless it’s pouring down with rain
(citat: Einstürzende Neubauten: The Garden)

Et sted mellem industriel støj og postindustriel melankoli finder du Einstürzende Neubauten. The Garden er et af bandets rolige og melodiske numre. På Ende Neu nærmede Einstürzende Neubautens numre sig en mere normal struktur. Men det gør det absolut ikke til et dårligt album. Efter at have sammenstyrtet musikken, bygger de den op på ny.

The Garden er albummets minimalistiske bud på en sang, en simpel tilstedeværelse og venten i haven – så længe det ikke regner.

Blixa Bargeld har udtalt at The Garden er en tribute til den klassiske komponist Arvo Pärts musik.

XXIII

Pink Floyd: Waiting for the worms

Fra: The Wall. EMI Records, 1982. 7243 8 31243 2 9.

I et intermezzo i min ungdom. Produktionsskolen i Hvide Sande. Fortabt i det vi endnu ikke vidste var den rådne banan. Men vi vidste godt der ikke var noget at komme efter. Her var Pink Floyd The Wall et godt soundtrack.
Flygtede senere mod øst og Pink Floyd måtte vige pladsen for metal, punk og andet godt fra det musikalske overdrev.

Senere viste The Wall sig som et godt depressionsalbum. Musik til livet mørke dage, hvor blikket vendes indad mod det er ikke var og er som det skulle være.

Sitting in a bunker here behind my wall
Waiting for the worms to come.
In perfect isolation here behind my wall
Waiting for the worms to come.
(citat: Pink Floyd: Waiting for the worms)

XXIV

System of a Down: Soldier side

Fra: Hypnotize. American Records / Columbia, 2005. 82876726112.

Tror jeg var en af de sidste til at få øjnene op for System of a Down. Men alle andre snakkede om dem og nu-metal, fortsatte jeg i mit thrash og døds-metalspor. Det var da bandet var på sit højeste og udgave deres sidste to plader Mezmerize og Hypnotize af jeg hørte System of a Down. Sådan ordentligt hørte musikken – og jeg var solgt.

Mezmerize og Hypnotize pladerne er helstøbte og er af den slags, hvor der ikke er et dårligt nummer. Det svære er at vælge den sang der på en eller anden måde hæver sig over de andre.

Dengang, midt i nullerne, ramte Soldier Side. Danmark var i krig, nok mest af alt fordi førerulven i ulvekoblet også var i krig.
Sangen var den rigtige kommentar til tiden – til krigene – til Bush og Fogh.

Jeg fik aldrig set bandet live – klart en fejl.

Young men standing on the top of their own graves
Wondering when Jesus comes, are they gonna be saved
Cruelty to the winner, bishop tells the king his lies
Maybe you’re a mourner, maybe you deserve to die

They were crying when their sons left
God is wearing black
He’s gone so far to find no hope
He’s never coming back
(citat: System of a Down: Soldier side)

XXV

Eluveitie: Druid

Fra: The early years : Ven. Nuclear Blast. 27361 29140.

Var taget i Amager Bio med Frans. Egentlig for at høre et nummer med et band; Attero Dominatus med Sabaton.

Sabaton er egentlig alt for meget “heavy” alt for lidt “metal” til min smag. Men numret Attero Dominatus er sku meget fedt – og en aften med Frans, øl og musik er en god aften.

Opvarmningsbandet var, for os ukendte, Eluveitie. Heldigvis var vi kommet i god tid, så vi fik hele Eluveities opvarmningssæt med, for det var så klart aftenens højdepunkt. Blandingen af folkemusik og metal er en fantastisk kombination. Når det er rigtig godt, bliver musikken af den slags, hvor det virker som om den altid har været der – lige siden mennesket rejste sig på to ben og begyndte at løbe hen over Afrikas sletter.

Bevares Sabaton spillede Attero Dominatus og det var godt. De spillede en masse andre numre som for mig var mere eller mindre ligegyldige. De blev en ligegyldig forlængelse af aftenens ophold på Amager.

XXVI

Gatas Parlament: Selv de med tro

Fra: Kidsa har alltid rett. Tee Production, 2008. N 50067-0.

At vælge et nummer med Gatas Parlament er en umulig opgave. Til gengæld var jeg ikke så meget i tvivl om at mit valg skulle være et nummer fra cd’en Kidsa har alltid rett. Det mest komplette værk fra de norske rappere.

Hvornår jeg hørte det første nummer med Gatas Parlament erindre jeg ikke. Men det var sikkert til en eller anden fest på Nørrebros aktivistiske venstrefløj engang for længe siden. Siden er det blevet til en del fester og et par koncerter, bl.a. på Roskilde Festivalen. Gatas Parlament er god underholdning med holdning.

XXVII

Kasper Spez: Hvem jeg var

Fra: Fantasten. Tabu records / Universal, 2009. UNI 270 781 6.

At elske kan være vanskeligt. At holde op med at elske er endnu svære. Men i 2011 blev jeg gået fra to gange. Den ultimative krise var selvsagt skilsmissen fra Vibe. Det andet brud kom efter en sommerflirt.

Den danske rapper Kasper Spez kendte jeg ikke inden sommerflirten, men her blev jeg præsenteret for et par YouTube-videoer med ham. Gode numre tænke jeg, men bed ikke nærmere mærke i kunstneren.

Efter at sommerflirten var slut ville jeg lige tjekke dem igen. Jeg fandt frem til rapperen og blev ramt. Kasper Spez album Fantasten er et godt selvynks-værk. Det har stemningen og de rette ord til de stunder hvor vi bare vil sidde og have ondt af os selv.

Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Så var jeg ham, der ku leve på en sten
Det intet problem, så længe jeg ikk er alene
Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Var jeg ham, der kyssede det satans liv og snavede resten i gulvet med et smil
(citat: Kasper Spez: Hvem jeg var)

XXVIII

King Diamond: Welcome home

Fra: Them. Roadrunner Records, 1988. RR 8785-2.

Tusmørke og fuldmåne. Tågen glider hen over det dunkle landskabet. Silhuetter af forvredne træer. Inden for knitre det fra den åbne pejs og grenene slår mod ruden. King Diamond, der også lyder navnet Kim Bendix Petersen, fortæller spøgelseshistorie, mens bandet fyre en gode omgang guitarlir af.

Plader Them udspiller sig i huset Amon, der er hjemsøgt af dæmoner. Sammen med sin søster og mor, byder den unge King hans vanvittige bedstemor velkommen hjem fra sindssygehospitalet. Om natten høre King støj. Bestemoderen og “dem” holder te-selskab. Senere bliver King selv budt på te og bedstemoren fortæller om husets hemmelige. Herfra udvikler det sig og tilsidst går et eller andet galt med en økse og Kings lillesøster.

På Conspiracy kommer King tilbage til huset Amon. Bedstemoren, der døde i slutningen af historien på Them, er der sammen med “dem”. Historie fortsætter med et besøg fra de døde, en konspirationer og til slut en kremation.

Kim Bendix Petersen er født i Hvidovre i 1956. Han er nu bosat i Dallas (Texas). Han fik et internationalt gennembrud som forsanger i gruppen Mercyful Fate. Efter at gruppen gik i opløsning, dannede han sit eget band – King Diamond, som også er hans kunstnernavn.

Hyggelig uhygge.

XXIX

Scooter: Jump all over the world

Fra: Jumping All Over The World. Sheffield Tunes, 2007. 0193298STU.

Det var ikke med vilje – og om det lige er Jump alle over the world-numret der skal på listen og om det lige er Scooter, er jeg ikke sikker på. Men denne form for letbenet euro-techno har sneget sig ind på min private playliste. Undskyld. Så er det sagt.

Det har sat sig som en virus. En virus jeg fangede til BodyCombat-træning i FitnessDK. Det må være noget med, at musikken forbindes med positive oplevelser og kroppens produktion af endorfin, der gør at jeg også er begyndt at høre det uden for træningslokalet.

XXX

Dmitrij Sjostakovitj: Allegretto

Fra: Symfoni nr. 7, C-dur, opus 60 : Leningrad. Naxos, 1992. 8.550627.

At snakke om vanskelige arbejdsforhold. Mens nazi-tyskernes belejrede Leningrad under 2. Verdenskrig skrev Sjostakovitj de første 3 satser af hans 7. symfoni: Leningradsymfonien.

Efter at han blev smuglet ud til Kuibyskev færdiggjorde han værket. Symfonien blev smuglet til USA, hvor den fik urpremiere i en af de nationale radiostationer. Symfonien blev utrolig populær.

Både Staling og Vestmagterne så en propagandaværdi i værket. Det skulle fremstår som et billede på Sovjetunionens og sovjetfolkets kamp mod fascismen og tyskerne.

Det er stadig en fremherskende tolkning af værket. Det lange march-tema med stigende intensitet i 1. sats ses som Tysklands invasion og værkets slutning som Sovjets sejrshymne.

I Sjostakovitj-biografien “Vidnesbyrd” mere end antyder komponisten en noget anden tolkning: “Den Syvende Symfoni var blevet planlagt før krigen, og kan derfor ikke bare anskues som en reaktion på Hitlers angreb. “Invasions-temaet” har ikke noget at gøre med angrebet. Jeg tænkte på andre af menneskehedens fjender da jeg komponerede temaet (…) Faktisk har jeg ikke noget imod at kalde den Syvende for Leningrad-symfonien, men den handler blot ikke om det belejrede Leningrad, den handler om det Leningrad som Stalin ødelagde og som Hitler blot gav nådestødet”

En anden tolkning er således at 7. og 8. symfoni er et samlet rekviem for Sovjetunionen.

Efterord

Det er mange år siden jeg begyndte at udvælge og skrive ovenstående liste. Projektet gik i stå og blev glemt i en mappe på pc’en. Fandt det senere, flyttede det over i Google Doc, skrev lidt på det igen, men teksten blev ikke færdig.
Nu har jeg fundet det frem igen og fået de valgt de sidste par numre.

Jeg har ikke ændret i de valg jeg tog for længe siden. Det betyder at listen er en blanding af fortid og nutid. Skulle jeg vælge 30 numre i dag ville listen komme til at se anderledes ud, men det overordnede billede vil blive nogenlunde det samme.

Publiceret på sh.newsun.dk 25.01. 2014