Expedition II : Die Passage
Antrisch: Fastfrosset.
Det tyske black metal band Antrisch opdagede jeg på en ekspedition til Berlin. Ekspeditionen var til War against war-festivalen og jeg var afsted med min søn. Vi frøs i den berlinske aften. Men kulden var intet mod den kulde, mennesker må overleve eller omkomme i, når de vandrer i arktiske egne.
Expedition II
Den britiske Sir John Franklins Ekspedition satte sejl den 19. maj i 1845. Afsted for imperiet. Afsted for at undersøge jordens magnetisme på høje breddegrader og for at finde Nordvestpassagen. Ekspeditionen blev sidst set af hvalfangere i Baffin Bay i juli 1845, hvorefter begge skibe og mandskabet forsvandt.
Begge skibe og deres besætninger blev fanget i pakis i Victoriastrædet nær King William Island. Efter et år, fanget i ishavet, blev HMS Erebus og HMS Terror forladt. En del af besætningen var allerede døde, heriblandt Sir John Franklin.
Den resterende besætning vandrede sydpå for at nå beboede egne. De nåede aldrig frem. Alle døde – efter et antropofagt forår.
Indtryk
Masten knager, vandet skvulper. Scenen er sat. Vi bliver fanget i pakisen og alt er et langt frossent helvede. Sygdom kommer til. Isen knager. Kaptajnen dør. “Beim Ehrensalut gefriert uns das Blut / Welch’ teu’rer Tribut für Übermut”.
Sult. Moralen forvrides. Mere sult. En død er et måltid! “Kein Toast auf Krone oder Reich nur leere Augen, totenbleich / Der Maat kaut auf dem Offizier, genusslos, doch er schlingt in Gier / Und jeder Biss nagt gleichfalls an der Membran zwischen Biest und Mann”.
Vandrer videre på isen efter land. Kulde. Is. Én for én bukker de sidste under for trangen til at dø.
Musikalsk følger “Expedition II : Die Passage” den røde tråd fra “Expedition I : Dissonanzgrat”. Musikken er knivskarp, særdeles velanrettet. “Expedition II : Die Passage” afsluttes med et instrumentalnummer.
En ting jeg ikke helt forstår, er ubådslyden i nummeret “II Wahnrationen – Saturnusparusie” . I starten af “IIIIII 68° 15′ N 98° 45′ W – 68° 54′ N 98° 56′ W” giver ubådslyden meget mere mening.
I september 2014 blev HMS Erebus fundet af den canadiske ekspedition Victoria Strait Expedition. To år efter blev vraget af HMS Terror lokaliseret af Arctic Research Foundation Expedition.
Antrisch
cd: Expedition II : Die Passage. —. 2023 (2023). —.
Producer: Отто Шмидт
Отто Шмидт, bas. Игорь Дятлов, trommer. Robert Falcon Scott, guitar. Maurice Wilson, vokal.
- I Festgefroren – Packeisfalle
- II Wahnrationen – Saturnusparusie
- III In Perpetuum – Ewiger Schlaf Im Ewigen Eis
- IIII Vltima Ratio – Antropophager Frühling
- IIIII Exodus | Tundrataumel – Croziers Bürde
- IIIIII 68° 15′ N 98° 45′ W – 68° 54′ N 98° 56′ W