Orm under huden

“Intet • Altet” live: “Orm” er dansk black metal eller måske prog black band. Gruppen blev dannet i 2015 af musikere fra det opløste band “By the Patient”. Tre af bandets medlemmer stammer fra Bornholm og naturen på klippeøen er et af de steder hvor Orm finder inspiration.

Orms første album “Orm” udkom i 2017. Jeg erindre ikke hvornår jeg købte cd’en, men jeg sad ikke utålmodig oppe til udgivelsentidspunktet og ventede. På et tidspunkt købte jeg Orms “Orm” – og så røg den hurtigt på hylden, hvor den stod relativt uforstyrret.

“Ir” købte jeg heller ikke på udgivelsesdagen i august 2019. Det var godt. Herfra så voksede Orm på mig. Jeg har det stadig sådan, at når jeg sætter “Ir” på, tænker jeg: Wow – hvor er den fed.

I dag er ikke første gang jeg hører Orm spille live. Men det er først gang jeg hører Orm for at høre Orm – og ikke et andet band hvor Orm bare er en tilfældig del af aftenens program.

Intet • Altet

Opvarmningen Offernat når vi ikke at hører meget af. Det kan godt være lidt udfordrende at finde en parkeringsplads på Vesterbro fredag aften. Da det endelig lykkedes, er det lige bag Vega, hvor koncerten afholdes på den lille scene – kaldet Lille Vega. Men det meste af Offernats set er gået med, at Mette kører rundt i de små gader mellem Enghave Park og Vesterbrogade.

Der er pænt pakket til de par numre vi hører med Offernat. Så da de er færdige, er det en prioritering, at vi stiller os et sted, hvor vi formoder lyden er god, når Orm går på scenen.

Mens der pusles på scenen er det sorte scenetæppe trukket for. Lyset i koncertsalen slukkes – undtagen i baren. Scenetæppet går lidt fra og lukker igen. Ventetid. Scenetræppet trækkes til side. Stille og roligt starter Orm op, kun for at gå amok.

Jeg har ikke fået lyttet til de numre der er lagt ud på Internettet inden koncerten. Det er helt uforberedt, at jeg hører Orm spille det nye album “Intet • Altet” live.

Sceneshowet er simpelt. Et bagbanner og to bannere med tegnede stearinlys med røg i sort silhuet. Hovedsageligt baglys så musikerne også fremstår i silhuet. Jeg tænker ikke jeg fornærmer nogen, når jeg påstår, at Orm er musikere frem for sceneperformere. Her gør det ikke noget at musikken er i centrum.

Musikken er varieret fra hurtig black metal passager, mere tontunge doom’ede passager og masser af melodiøse eller stemningsfulde mellemspil. Der skriges på dansk.

Undervejs på “Trance/Floden, som kan lede” gør de to gæstemusikere Mads Peter Steenstrup og Nils Gröndahl deres entre på scenen. Mads Peter Steenstrup lægger ud. Det er første gang jeg oplever en trompet som en vellykket og integreret instrument i et black metal-nummer. Det er mindre overraskende, at Nils Gröndahls violin gør sig godt i det mørke lydbillede.

Musikken er kommunikationen fra Orm. Det eneste der siges mellem de fire lange numre som udgør “Intet • Altet” er: “Vi har en sang tilbage. Mod døden”.

Efter “Mod døden” er det slut. Orm forlader scenen, men der stadig er masser af resonans mellem strengeinstrumenterne. Lyset i koncertsalen kommer tilbage. En aften med stor skønhed i støj er slut. Ormen krøb under huden.

Efter koncerten går de unge i byen, men vi gamle finder bilen og sætter retningen hjemad mod dynerne.

Senere skal “Intet • Altet” gennemlyttes på anlægget. Jeg glæder mig til at finde alle de detaljer og elementer, som jeg missede på gulvet foran scenen i Lille Vega. De professionelle musikmeningsmennesker er også begejstrede: “ORM er tilbage med et voldsomt, melodisk, progget og ambitiøst storværk, som imponerer med sin iderigdom, sit vovemod og den håndværksmæssige udførelse. Vi kan kun anbefale, at man sætter halvanden time af til at lytte koncentreret til ‘Intet – Altet’. skrev Jesper Buhl i “Modet, der forpligter” på Devilution.

Orm
Vega. 30. september 2022.

Publiceret på sh site 01.10. 2022.