Dage i helvede
Copenhell 2019: I år blev det til fire dage på Copenhell i skøn selvskab med 28.000 farverige mennesker i sort. Vejret var varmt med kun lidt regn. Bakken var pyntet med sorte flag langs toppen og Biergarten var hvor den skulle være.
De foregående år har jeg ikke dyrket Openhell nævneværdigt. Men i år fik jeg set det meste. Openhell er en institution på Copenhell. Karaoke for sorte sjæle.
Et livebande står hver aften klar i Biergarten. De har med en lang sætliste som deltagerne kan vælge fra. Supportet af dans på bordene fyrer karaoke-sangerne den af med heavy metal-kassikere som “Fear of the Dark” og “Higeway to Hell”. Det er sjovt. Det er festligt. Enkelte imponere. Den største respekt til alle der tager udfordringen og stiller sig op på scenen – uanset niveauet af talent.
Jeg fik selvfølgelig drukket øl med fraktionen Metal i Enhedslisten. Snakket med et par ældre nordjyder om den beskeden heavy metal-scene i Aalborg. Kysset med kæresten (om fredagen). Jeg fik fodret sønnen et par gange, så han også fik lidt fast føde.
Musikken kort
Eagles of Death Metal var præcist så kedelige som forventet. Planen var at fortsætte kedsomheden til Katatonia, men så kom festivalens eneste ordentlige regnskyl og Biergarten var mere fristende. Immolation leverede en okay omgang dødsmetal til at gå i seng på, efter en onsdag med maraton i Strandparken om formiddagen og alkoholtolerancetræning resten af dagen.
Godmorgen Konvent. I var da en glædelige overraskelse. Tungt det var og en god start på dagen det var. Efterfulgt af nok en positiv overraskelse, Whitechapel. Deathcorebandet stod ikke engang på min personlige bandliste til årets festival.
På trods af utallige opfordringer fra scenen formåede Terror ikke at få sat mig i bevægelse. Torsdagen sluttede i pitten til Vltimas og så må det jo have været godt.
Fin opvågning med Cabal og ikke mindst kæreste der var med på en endagsbillet fredag. Både Cabal og Konvent overraskede positivt – og man skal jo støtte den lokale musik, så der skal anskaffes noget til samlingen.
Jeg har alderen til at nyde en gang gammeldød med Unleashed. Og det gjorde jeg, men der måtte gerne have været lidt mere lyd på vokalen. Unleashed blev efterfulgt af ny død med Bæst. Det var en overbevisende præstation fra Århus-bandet. De steg en del grader i vurderingen i min bog. Vi blev i det danske med Slægt, der igen leverede varen. Det band er stablet op med så utrolige meget talent.
Natten sluttede med urgammel naturkraft. Heilung var en arkæologisk rejse tilbage til før religionen blev monoteistiske og hvor alt i naturen var magisk.
Vågnede lørdag i bjergene med Eluveitie. En vidunderlig start på dagen i en festlig folkepit – og så endda sammen med sønnen. Fra keltiske folkedød til total-viking-power med Amon Amarth. Det var som forventet. Præcist det og ikke mere.
Imponeredne mange navne var på scenen til Ti år i Helvede. Metalhistorie der slutter på Slayer og Kim Larsen er ikke så dumt.
Nu kan jeg i øvrigt sætte hak ved at have set Dimmu Borgir, det behøver jeg ikke gøre igen.
Lørdagen startede i pitten og den sluttede i pittet. Uada, festivalens absolutte højdepunkt. Det øjeblik, hvor jeg følte mig tæt forbundet med ham under den sorte kutte. Så mørkt, så smukt.
Publiceret på sh site 29.06. 2019.