Smukt hoppende menneskehav
Koncerten sluttede med et smukt menneskehav, der lod sig forføre af Strøm og AndyOp’s ord og musik.
Lørdag. Festivalpladsen vågner efter en festlig aften og nat. Solen bager på den hud, der allerede er alt for rød. Under Cosmopol-teltet er der skygge. Dagens første act er Strøm og AndyOp.
De to rappere er iført grønne trøjer, der var lige så friske i farven som deres attitude. Hoppende med svingende arme bevæger de sig rundt på scenen. Teltet er halvfyldt, men Strøm og AndyOp får hurtig fat i publikum.
Det er intelligent rap, der både har noget at sige om samfundet og den verden, vi lever i, samt har modet til at kigge indad – i det enkelte menneske og i den subkultur, rapperne er en del af.
‘Brev til Fogh’ – et klart fredsbudskab der ikke var til at misforstå. Desværre hører statsministeren nok ikke efter, men det gør ikke nummeret mindre aktuelt. AndyOp viser stort mod på nummeret ‘Anklaget’. En personlig beretning om at blive uskyldigt anklaget for seksuel omgang med mindreårige.
Det bliver ikke mindre rørende, når de to rappere tolker en enlig mors problemer. Denne hverdagshistorie tager udgangspunkt i et smil i en bybus.
Strøm og AndyOp leverede en energisk og smilende koncert. Der var holdninger og hjerte i ordene. Publikum var med på festen. Koncerten sluttede med et smukt menneskehav, der lod sig forføre af Strøm og AndyOp`s ord og musik.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 29. juli 2008, nr. 130.