Napalm Death in code red

De ubestridte mestre ud i grindcore genren, Napalm Death, vækker lytteren med tre kvarters kompromisløst metal. Og stadig med social indignation.

Grindcore opstod som en blanding af thrash metal, death metal og hardcore punk. Et af de første grindcore albums var netop Napalm Deaths debutplade Scum fra 1986. Bandet har siden haft en stor indflydelse på ekstreme musikgenre.

Sammenlignet med den gængse thrash metal og death metal, var teksterne på de tidlige Napalm Death plader mere politiske. Teksterne mindede mere om dem publikum kendte fra punk-scenen, hvor multinationale selskaber, staten og lignende stod for skud.

Følgende tekstfragment stammer fra Scum: “the multinational corporation / makes its profits from the starving nations / indigenous people become their slaves / from their births into their graves”.

På den efterfølgende album From Enslavament to Obliteration er følgende fundet: “Commited to a life of slavery / In the factories our own hands have built / Where we must work twice the graft / Before gaining the goods we’ve alreadyslogged to create / To consume all things material / Stands above human compassion / As we compete with our fellow man / In the bid for a stronger position”.

Stadig social indignation

Napalm Death blev dannet i den engelske arbejderby Birmingham i starten af 1980`erne. Siden har der været en række udskiftninger i gruppen. Besætningen på den nye cd The Code Is Red… Long Live The Code er Mark ‘Barney’ Greenway (vokal), Mitch Harris (guitar), Shane Embury (bas) og Danny Herrera (trommer).

Napalm Death hamrer kompromisløst derud af fra første taktslag. Kompromisløst. Fra start til slut er der masser af saftige rytmeskrift og voldsomme guitar riff.

Titelnummeret er en kommentar til den vestlige verdens konstante tilstand af forhøjet beredskab. Napalm Death forholder sig stadig til verden. Ingen af de oprindelige medlemmer er med i dag, men den sociale indignation som påvirkede bandet i starten, er intakt.

Intenst og brutalt

På nummeret The Great and the Good medvirker Dead Kennedy legenden Jello Biafra. Hans specielle vokal er ikke til at tage fejl af og klæder Napalm Deaths brutalitet godt.

På næstsidste nummer, Moral, sættes tempoet lidt ned. Når lytteren er kommet så langt, er det kærkomment og effektfuldt. Tempoet holdes nede på det sidste track, Our Pain is their Power, som mest af alt kan beskrives som industriel sørgmodighed.

En meddelelse på bandets officielle site lover, at ingen klassisk Napalm Death-fan vil blive skuffet. Påstanden holder vand. Folk med hang til Napalm Death får hvad de kan lide. The Code Is Red… Long Live The Code er 100 procent tro mod bandet og dets rødder. Det er et Nepalm Death med samme intensitet og brutalitet som i 1980’erne og de tidlige 90’ere.

Napalm Death
The Code Is Red… Long Live The Code. Century Media Records.

Diskografi:
Scum, (1986)
From Enslavement to Obliteration, (1988)
Harmony Corruption, (1990)
Utopia Banished, (1992)
Fear, Emptiness, Despair, (1994)
Diatribes, (1996)
Inside the Torn Apart, (1997)
Words from the Exit Wound, (1998)
Leaders Not Followers (1999)
Complete Radio One Sessions, (2000)
Enemy of the Music Business, (2001)
Order Of The Leech, (2002)
Leaders Not Followers, Pt. 2, (2004)
The Code Is Red… Long Live The Code (2005)
Ud over de nævnte albums, har Napalm Death udsendt en række singler og EP’s. De medvirker endvidere på en række compilations.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 26. april 2005, nr. 78.