Historisk oversigt på Danske Nazister

Dansk Nazisme: “Den 9. april 1940 klokken 4.15 rykkede tyske tropper over Kruså-grænsen til Danmark.” (s. 11) Sådan er mange beretninger om anden verdenskrig startet og sådan begynder John T. Lauridsens bog om de danske nazister.

Hvorfor så skrive en bog om den danske nazisme før og under anden verdenskrig i 2002. Forfatteren svarer selv: “Fordi den danske nazisme ikke fik lov at dø i 1945, men er et billede og modbillede, som stadig trækkes frem og bruges i selv de seneste efterkrigsfremstillinger om Danmarks historie.” (s. 11) Det kan tilføjes, at fascismen ikke er død som idé, og at racisme og fremmedfrygt stadig er elementer i dansk politik.

Det danske naziparti blev aldrig stort. Den historiske interesse for DNSAP har haft sit udgangspunkt i nazitysklands besættelse af Danmark. Partiet hvervede frivillige til østfronten. Der var stikkere blandt medlemmerne og de arbejdede for besættelsesmagten på forskellige måder.

Umiddelbart efter krigen blev DNSAP hængt ud, men efter få år forsvandt partiet. Den danske nazisme forsvandt fra den brede offentlighed. I efterkrigstiden er de danske nazister blevet latterliggjort eller helt overset.
På grund af manglende arkivadgang, de danske nazisters minimale betydning på det geopoliske plan, betyder at forskningen af emnet er begrænset. Den forskning der er foretaget i de danske nazister gennemgås grundigt.

Den danske befolkning blev aldrig nazifiseret. Men 7.000 unge mænd gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten. Det danske naziparti fik 2.1% af stemmerne ved valget i 1943 (i 1939 havde DNSAP opnået 1,8%). På samme tid havde partiet godt 21.000 medlemmer. (I 1939 havde DNSAP 5.000 medlemmer). Medlemmerne, de frivillige på østfronten og de der stemte på partiet var en del af den danske befolkning.
I modsætning til den typiske fremstilling, viser bogen, at medlemmerne af DNSAP ikke var afvigere.

DNSAPs sociale sammensætning forandrede sig konstant og det havde op- og nedture der påvirkede partiets sammensætning. Ikke overraskende tiltrak partiet mest unge mænd. Inden krigen var DNSAP stærkest i Sønderjylland. Fra 1940 udvikler det sig til et storbyparti og bliver relativt stærkt i København.

Før 1940 var de ufaglærte arbejdere underrepræsenteret. Antallet af faglærte repræsentanter svarede omtrent til befolkningsgennemsnittet, fra 1940-43 steg deres repræsentation Fra DNSAPs stiftelse til 1940 svarede antallet af organiserede selvstændige til deres andele i befolkning. Derefter falde deres procentmæssige andel blandt de organiserede nazister. Antallet af funktionærer i partiet svarer i hele perioden til deres antal i totalbefolkningen – uanset op- og nedture. Der er intet belæg i at “Tykke” eller andre marginaliserede personer blev nazister frem for andre.

DNSAP fik aldrig parlamentarisk indflydelse og fandt aldrig politiske alliancepartnere af betydning. Eneste alliancepartnere var Jord Arbejde Kapital (JAK) og Landbrugernes Sammenslutning (LS). Paritet var en subkultur, hvor medlemmerne havde deres eget liv – man var enten inde og en del af fællesskabet eller udenfor. Blikket var rettet udad mod Tyskland og Italien, der begge var fascistiske forbilleder og ønskesamfund.

Det danske naziparti var mere en kopi af det tyske moderparti, end et selvstændig parti med egen ideologiudvikling. Det gælder lige fra navnet (dansk: DNSAP, tysk: NSDAP), symbolanvendelsen (hagekors), samt organisationsformen og handlemåder i offentligheden.

For at kommet tæt på DNSAPs samfundsmodel og samfundsidealer analyseres paritets sparsomme program og dets organisation. Deres planer for en overtagelse af statsmagten i starten af Anden Verdenskrig, giver et billede af deres plan med for et nazistisk Danmark – efter tysk forbillede.

Gennem teksten kommer læseren tæt på partiets politiske kultur, deres dyrkelse af Danmarks old- og vikingetid og brug af den i politisk sammenhæng. Deres grundlæggende selvforståelse er, at kun DNSAP kan frelse landet og via førerprincippet genoprette den rette orden i samfundet.

DNSAP’s fører fra 1933 og til Anden Verdenskrigs afslutning, Frits Clausen portrætteres i en sammenligning med Hitler. På trods af deres forskelligheder i person og karriere giver sammenligningen mening. Modsat Hitler opnåede den danske nazifører dog aldrig stor tilslutning eller magt.
John T. Lauridsen skaber et troværdigt billede af lægen hvis skæbne var knyttet til nazismen.

Nazisternes antimodernistiske sind afspejles i deres kulturpolitik, der rækker tilbage i historien “til før verden gik af lave”. Inden nazitysklands besættelse af Danmark, havde DNSAP det svært på den kulturpolitiske scene – hoveddelen af de øvrige aktører havde holdninger, der lignede DNSAPs. Det var svært for partiet, at finde plads blandt de mange andre reaktionære. Partiet var ikke ene om traditionalisme, konservatisme, bonderomantik osv.

“Der blev skreget på hævn og opgør fra dem, der ikke havde det mindste at få hævnet, dvs. flertallet af den danske befolkning og samarbejdspolitikene. Plus naturligvis modstandskredse”. (side 126) Den danske nazifører blev syndebuk – ikke fordi han var nazist, men for at aflede opmærksomheden for samarbejdspolitikernes handlen de tre første år af besættelsen.
Efter krigen bliv11.5% af de mandlige medlemmer af DNSAP dømt for kollaboration.

I sidste del af bogen tager John T. Lauridsen fat i tiden efter krigen. Han behandler opgøret med nazisterne og de der havde været på tyskernes side. Forfatteren bemærker, at alle medlemmer af DNSAP umiddelbart efter befrielsen blev interneret. Det uanset at de ikke havde gjort noget ulovligt eller landsskadeligt under krigen. Med udgangspunkt i Holstein-Rathlou retter han endvidere et kritik mod retsopgøret om ledende nazister. Det virker næsten som om han har ondt af dem. Modsat John T. Lauridsen kan man mene, at den der opfordrer og udformer idelogien bag et program bærer et medansvar.

Endvidere problematiseres det forhold, at samarbejdspolitikerne og de erhvervsledere der samarbejdede med tyskerne, ikke blev retsforfulgt. John T. Lauridsen har ret i, at de menige medlemmer af DNSAP og småfisk, der havde fulgt samarbejdspolitikernes anvisning i de første år, blev syndebukke. Det fjernede fokus fra de pæne mænd i jakkesæt.

Bogen slutter med et kapitel om nazismen/ny-nazismen efter 2. Verdenskrig. Læsere der vil vide noget om den yderste højrefløj i efterkrigstiden, er nok bedst tjent med at finde anden litteratur. John T. Lauridsen fremhæver selv: Rene Karpantschof: Nynazismen og den modstandere i Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. 1999. 204 sider. Det er ikke noget dårligt valg.

Forskningsoversigt

Bogen viser, at der er mange veje til nazismen og at der ikke er en simpel forklaring på nazismens tiltrækning. De danske nazister afveg ikke fra resten af befolkningen – ud over deres medlemskab af DNSAP. John T. Lauridsen pointerer ganske rigtigt, at man ikke kan forklare nazismens (manglende) tiltrækningskraft i Danmark med én simpel forklaring.

Bogen er en grundig indføring i de danske nazisters historie. Teksten er ikke fordømmende, men giver læseren indsigt i DNSAP, dets kultur og personerne i og omkring partiet.

Bogen indeholder et mindre opslagsværk DNSAP-leksikon, med forløbere, organisationer, tidsskrifter, ledere og skribenter med betydning for partiet. Sammen med afsnittene DNSAP-biografien 1930-45 og Naziplakater 1930-45 og de omfattende henvisninger til kildemateriale bagerst i bogen, placeres værket centralt i forhold emnet og til videre forskning. Brødteksten er suppleret med en del kildemateriale.

Forfatterens egne holdninger er ikke fremtrædende i teksten, men ind i mellem mærker man manden bag bogen.

John T. Lauridsen
Dansk Nazisme : 1930-45 – og derefter. Gyldendal. 677 sider. Kan købe 449 kr. eller lånes på det lokal folkebibliotek.

Yderligere læsning:

Nyeste nummer af Arbejderhistorie : Tidsskrift for historie, kultur og politik. (Oktober 2002, nr. 3) indeholder tre artikler om samme tidsperiode og med relevans for emnet “nazisme”.
“Det vil komme til en national befrielseskamp” : Kommunisterne og ikke -angribspagten 1939-41. Lars Jepsen og Thomas Bindesbøll Larsen. Side 1-22. Om Hitler-Stalinpagten og myten om sovjetsympatisørernes blinde politiske følgagtighed. En ikke usang myte, men et billede der kan nuanceres.
Uden om arbejderklassen kommer man ikke : De danske nazisters faglige organisationer 1940-43. Hans-Henrik Siig. Side 23-43. Om de danske nazisters dilettantiske for søge på at opbygge faglige organisationer, selvfølgelig efter tysk forbillede.
Vi taaler ikke nogen, som har sympatiseret med nazisterne : Udrensninger hos bryggeriarbejderne efter besættelse. Lizette Albæk Nielsen. Side 44-71. Efter krige afslutninger gik der gang i udrensningen af nazister og andre tysk-venlige. Artiklen se på bortvisningen af kolleger bland bryggeriarbejderne, som havde handlet unationalt eller provokerende under besættelsen.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. December 2002, nr. 4.