Danskernes forførere

Pia Kjærsgaard (PK) og Søren Espersen har tegnet et billede af Dansk Folkeparti (DF) som den danske nations redningsmænd og kvinder. I bogen “Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti” giver David Trads et andet billede af partiet.

Danskerne Først! tager sin begyndelse i valget november 2001, hvor resultatet førte til, at Venstre og De Konservative dannede regering med DF som støtteparti. Ved valget fik DF 22 mandater og 12,0% af stemmerne. Ved valget i 1998 fik DF 7,4% (13 mandater).

De internationale reaktioner på valget var afstandstagende, som tidligere set, når det yderste højre bliver regeringsbærende. F.eks. da Jörg Haiders Frihedsparti gik med i en borgerlig regeringskoalition i Østrig. Dagens Nyheter (svensk) kommenterede det danske resultat på følgende måde: “Hvis det er svært at pege på valgets vindere, er det så meget des lettere at udpege valgets tabere. Det er alle med en mørkere hudfarve. Det er humanismen. Og det er anstændigheden. Godnat Danmark.”

Bogens mål er “dels at give et samlet indblik i den politik, partiet fører, og at beskrive den ideologi, der ligger bag – og ikke mindst at forklare de effektive metoder, som bruges til at maksimere tilslutningen. Dels at give en kritisk analyse og kommentar til den politik, som Kjærsgaard ifølge sit partiprogram agter at gennemføre, hvis hun får endnu større indflydelse.” (Citat s. 9).

PK er født 23. februar 1947 i København. Hun startede sit politiske liv, da Glistrup fremviste sit skattekort med en trækprocent på 0 i tv. Hendes familiebaggrund skitseres.
PK er vigtig for DF. Men en dybere analyse af den politiske tendens, er mere relevant end hendes barndom på Østerbro og hendes liv før hun blev politiker. Man kan ikke forklare nazismens gennembrud i Tyskland ved at psykoanalysere A. Hitler.
At hun deler en angst for fremtiden sammen med hendes vælgere er dog relevant. Og de strategiske positioner som PK bruger er interessante. En del af beskrivelsen af PK giver et indblik i, hvorfor det lige blev hende, der blev frontperson i bevægelsen. En bevægelse der frygter alt fremmed og sætter danskheden op på en piedestal.

Ved DFs første pressemøde, præsenteres partiets hovedlinjer: Stop EU, stop indvandringen. Desuden præsenteres partiet som “et socialt ansvarligt parti” og PK forsøger at skabe distance til den ultraliberalisme hun kæmpede for i Fremskridtspartiet. Om dette sociale ansvar er reelt eller ej besvarer bogen i afsnittet om DFs økonomiske politik. Omkring EU-politikken er det bemærkelsesværdigt, at DFs ledende kræfter var EU-tilhængere indtil Edinburgaftalen. Partiets EU-modstand er bl.a. et forsøg på at styrke påstanden om, at alt der kommer udefra, er af det onde.

DF beskrives som et topstyret parti, ledet af “politbureauet”, som består af PK, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Det er forkert at kalde det Dansk Folkeparti. Det er ikke folket (medlemmerne) der bestemmer, men Pia Kjærsgaard. Alle der er uenige med hende, må holder kæft eller skride. Bogen har flere eksempler på eksklusioner fra DF af folk, der har modsagt den ubestridte fører.

David Trads gennemgang af partiets økonomiske politik bygger både på DFs gamle partiprogram og det nye “Fælles værdier – fælles ansvar”. Han benytter det gamle program, da partiet har renset det nye for mange detaljer og formuleret det nye program i runde og uforpligtende vendinger. Men det er stadig ingen hemmelighed, at DFs udgifts- og indtægtspolitik ikke hænger sammen. I bogen opsummeres det således: “Masser af skattelettelser til alle, men især til de mest velhavende. De ældre skal modtage store gaver. Regningen sendes med al sandsynlighed videre til tre grupper: “Dels flygtninge og ulande, som skal have så lidt som overhovedet muligt. Dels danske børnefamilier, som skal betale mere for at få passet deres børn. Dels danske lønmodtagere, der fremover selv skal betale langt mere i forsikring mod ledighed og sygdom.” (Citat s. 106). DF har ikke forladt liberalismen fra Fremskridtspartiet, kun sløret den i en social forsvarlig retorik.

Danskerne Først! er en god analyse af DF og deres ideologiske gods. Der er ikke så meget nyt i historien om DF, men bogen bidrager med dokumentation og en samlet oversigt, som hidtil har manglet i debatten om DF. Den fokuserer meget på personerne i DF, i særdeleshed på PK. Det er naturligt, da hendes lederskab og karisma er vigtig for DF. Der mangler en analyse af DFs placering i forhold til det øvrige ekstreme højre i Europa. Men for alle der vil have en kik ind bag facaden på DF, kan bogen anbefales.

David Trads. Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti. Gyldendal, 2002, (132 sider). 169 kr hos boghandleren eller til låns på det lokale bibliotek.
David Trads har en baggrund som journalist, har arbejdet for Jyllands-Posten, Radioavisen, MetroXpress, Orientering (P1), Politiken og er nu chefredaktør på Information.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. September 2002, nr. 3.