Frisk pust fra syndikatet
Musikken er rock ‘n’ roll. Musikalsk er det spiseligt for de fleste. Teksterne placere bandet et godt stykke til venstre.
Bandet blev landskendt da AP Møller A/S pustede deres dyre advokat op og bad dem ændre navn fra AP Møllerband til noget andet. Noget andet blev Riffelsyndikatet. Ud over et navnet, er der musikken.
På bandets site findes to virtuelle albums, Herreløs (2005) og King of Speedway (2004). I alt 10 sange der kan downloades som mp3-filer. Musikken er rock ‘n’ roll. Musikalsk er det spiseligt for de fleste, men onkel D.F. får nok hjerteflimren af teksterne. Teksterne placere bandet et godt stykke til venstre for Planet Voice. Det betyder ikke at det er kluntet propaganda eller partiprogrammer tilsat tråd.
Sanger og guitarist Nicklas Burman sætter ordene godt sammen: “Frisk pust, frisk pust / en malet kornmark i flor / Frisk pust, frisk pust / over frikorps Danmark / Endnu et postkort fra liga nord” (Frisk pust) eller “Busser kører upåagtet / Hverdags små tragedier / En due over banegårdens / Skyttegravsterræn / Spændte indkøbsposer / springer ud i klagesange / Om letmælk og bleer / Og utro ægtemænd” (Den lange march).
Det er tekster og melodier med syng-med-kvalitet.
Kilde: Dagbladet Arbejderen. 7. april 2006, nr. 69.