Et nyt musikalsk bekendtskab

Inspirationen til at tage på en festival, er tit et eller flere velkendte bands som skal genses og hvor det på forhånd er rimeligt givet hvad oplevelsen er. De gode festivaler formår også at give gæsterne noget med hjem, som de ikke vidste at du skulle have med.

Årets Copenhell gav mig sådan et par gaver. På forhånd havde jeg måske troet, at Huldre skulle være overraskelsen. En ny musikalsk ven. Det det blev ikke Huldre jeg tog med hjem fra Refshaleøen.

Det nye bekendtskab blev etableret tidligt fredag på Pandemonium-scenen. Der spillede Slægt. Det er ikke et band jeg havde hørt meget om inden. Men et par bemærkning om at de var godt og noget jeg skulle tjekke ud, havde fået mig til at møde op foran festivalens mindste scene.

Jeg var måske lidt forbeholden. Slægt har rødder i black metal-genren og det er ikke lige den genre jeg dyrker mest.

Alle forbehold blev hurtigt fjernes. Det har var godt; melodiøs, hårdt og grimt på den fede måde. Der var variation i musikken uden at det blev rodet. Så absolut festivalens største positive overraskelse – og da koncerten var slut havde jeg allerede beslutte mig for, at lære Slægt bedre at kende.

Slægt har udgivet tre albums. Først værk var Ildsvanger (2015), hvor Slægt var Oskar J. Frederiksens soloprojekt. På indspilningen spillede Adam “Ccsquele” Nielsen trommer. Albummet udkom i starten af 2015, men materialet var fra 2012-2013.

I 2015 udsendte Slægt mini albummet “Beautiful and Damned”. Her er Slægt blevet et regulært band bestående af Oskar J. Frederiksen, Anders M. Jørgensen, Olle Bergholz og Adam CCsquele Nielsen.

Seneste udgivelse fra Slægt er Domus Mysterium. Dagen efter Copenhell var slut, bestilte jeg den via Slægts profil på Bandcamp. Leveringen var ikke hurtigt, så der var godt tid til at jeg kunne gå og glæde mig til at høre cd’en.

Så ligger pakken der en dag i postkassen. Op i lejligheden og åbne. Cd-coveret er lavet i 2 millimeter tykt. Det er rustikt, mat sort pap. Med dybetryk og sølv er der trykt på forsiden – ikke ord men en figur.
Selve cd’en er sort og bookletten er foldet. På den ene af siderne af bookletten er der coverart, på den anden et bandfoto og tekster.

Domus Mysterium rummer otte numre:

• Succumb
• I Smell Blood
• Egovore
• The Eye of the Devil
• The Tower
• Burning Feathers
• Remember it’s a Nightmare
• Domus Mysterium

En blid begyndelse glide over ind insisterende, nærmest meditative guitarriff. Det er musik med virkning. Pling. Slægt er i gang og tempoet ryger op. Der varieres – uden at der er tvivl om at vi skal derude af, det er jo metal.
Ind imellem ledes tankerne i retning af noget symfonisk rock fra et andet årtusinde, men straks kommer black metal ånden fræsende ind over og placere Slægt et helt andet sted.

The Tower er umiddelbart albummets stærkeste nummer. Varieret, velkomponeret og en virkelig fed energi. Jeg ved at den slags har det med at ændre sig over tid, men pt; absolut det bedste. Og det i et stærkt felt.

Domus Mysterium er en helstøbt udgivelse, hvor der er sammenhæng fra først tone til det hele forsvinder i hvid støj. Det er musik jeg får lyst til at høre igen, allerede mens jeg er i gang med at høre det.
Jeg tror sku’ Domus Mysterium skal på min løbeplayliste.

Slægt
Discogs: Slægt
Wikipedia: Slægt

Publiceret på sh site 14.07. 2017.